Indholdsfortegnelse

184 Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese
ve muligheden af en bestemmelse af det faktuelle gennem "historisk" verifikation. Således er
det, som tidligere nævnt, for Frei, afgørende for Jesu funktion som "nærværende" nu, at han
faktisk er opstået fra de døde. For Davidsen synes alene (eller ihvertfald primært) teksten at
være betydningsfuld, og de faktuelle begivenheder, som måtte være dens anledning, af absolut
underordnet betydning. Han synes desuden (som ekseget) at negligere teksternes funktion
dvs. deres nutidige betydning. (Ved forskydning til en særskilt eksistentiel eller religiøs
"brugssfære"?) Disse forskelle beror, for mig at se, i yderste instans på forskellige virkelighedsbilleder.
Er virkeligheden primært den konkrete fysiske verden præget af årsag og virkning
eller er den primært tænkningens verden præget af kreativitetens kvantespring? Begge
tilgange rummer tillige visse implicitte farer f.eks. for kristologien: Hvor en historisk-kritisk
tilgang på sin side risikerer at udviske den åbenbarende (guddommelige) side af Jesu liv og
person, efterlader en narrativ synsvinkel den inkarnatoriske (menneskelige) side helt ude i
kanten af billedet.
Et udkast: Eksegetens helliggørelse
Afrundende vil jeg forsøge et udkast til en mulig teori for, ad hvilke baner en eksegetisk metodik,
der søger at tage højde for de filosofiske og dogmatiske argumenter, der har været berørt
i denne opgave, kan forløbe. Udkastet er formuleret i al korthed og prætenderer ikke at
være fremført med anden vægt end bredden af de problemstillinger og divergerende positioner,
det søger at inddrage. Udkastet følger samme opdeling i fire punkter som ovenfor og har i
en vis udstrækning karakter af sammenfatning.
1) Eksegesens subjekt og objekt er som hermeneutikken peger på det, allerede i udgangspunktet
indbyrdes relaterede. Eksegeten er altid allerede i gang med teksterne og kommer kun
i meget ekstreme tilfælde til teksten uden direkte eller indirekte kendskab; teksten er del af
læserens horisont. Eksegeten er desuden indfældet i en virkelighedsforståelse med tilhørende
forståelses- eller forventningshorisont og går til arbejdet med en bestemt forståelse af mening,
logik, sandsynlighed, sammenhæng osv.. Skabelsesteologien hos Løgstrup peger på, at disse
forventninger står i en hvis determinerende sammenhæng med verden og mennesket som
skabt, dvs. som noget givet, det givne. Missionsteologien hos Newbigin og teorierne om fortolkningsfællesskab
hos f.eks. Fish peger på disse forudsætningers kontingente træk, at de (i
høj grad) er bestemt af eksegetens kontekst.
2) Grundlaget for eksegesens metoder. Eksegesen skal i mangel af objektivt givet udgangspunkt
udlede sit grundlag af det objekt, den har valgt sig. Teksterne selv skal determinere
spørgsmålet om mening, sandhed, reference osv.. Antagelsen af andre (filosofiske) synspunkter,
også hvor dette sker af apologetiske hensyn, må afvises, fordi disse da vil bestemme
over teksten og ikke omvendt. Hermeneutikken og ikke mindst Freud viser, at et frit valg af
forudsætninger er en illusion. Det er ikke muligt selv at beslutte sig for, hvad man finder ri-