Indholdsfortegnelse

Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese 183
stykkets udskæringer og disses kunstneriske kvaliteter og betagende skønhed. Eventuelt vil
disse afvise at følge pilens retning for at finde en kilde, f.eks. fordi træstykket lige nu befinder
sig på et historisk museum revet ud af sin brugskontekst, fordi dets brugskontekst er et kunstmuseum,
fordi de selv har taget drikkevarer med, eller måske fordi de mener, at det aldrig er
muligt at komme nærmere en kilde end det skilt, som peger på den. Den "historisk-kritiske
metode" har ved sammenligning med et almindeligt anerkendt geodætisk landkort fundet, at
træstykket på det sted, hvor det blev fundet, ikke har kunnet pege på en kilde, enten fordi det
pegede i forkert retning, eller fordi der, ifølge kortet, ingen kilder er i det område. Man har
derfor søgt at rekonstruere, hvordan træstykket er havnet, hvor det er havnet, eller hvilken
kultisk / religiøs betydning det eventuelt kan have haft. Den "narrative fortolker" ser udelukkende
på træstykket selv, og hans analyser viser, at dets form efterligner formen af et skilt, og
han efterprøver indgående de enkelte udskæringer og deres form og indbyrdes placering osv.
og tegner på den måde et meget nøje billede af det foreliggende træstykke.
Forskellen mellem de to tilgange er en forskel i forskningsobjekt, således som Davidsen
klart præciserer det: "For mig at se ligger den afgørende forskel mellem historisk eksegese (i
[Per Bilde]s forståelse) og semio-litterær eksegese i, at hvor førstnævnte kun er interesseret i
teksten for at komme til klarhed over den historiske situation, der er sidstnævnte kun interesseret
i den historiske situation i det omfang, den vil kunne kaste lys over teksten." (Davidsen,
1994, s. 105), og han uddyber i en tilhørende note: "Der er forskel på, om man benytter historisk
viden om en given kulturepoke til at forstå evangeliefortællingens narrative verden, eller
om man bruger denne narrative verden som grundlag for rekonstruktionen af historiske begivenheder
og forløb." (Ibid., s. 107, n. 1). Davidsen fastholder, at han ikke ønsker at være ahistorisk,
den historiske rekonstruktion er blot ikke målet for hans forskning. Han gør sig dermed
afhængig af, at andre har villet foretage historiske rekonstruktioner ud fra de samme eller
andre fortællinger og samlet disse til, det Davidsen betegner som, "historisk viden".
Når den narrative læsning har sit endemål i teksten selv og i en klarere forståelse af denne,
uanset dens relation til forhold uden for teksten selv, er dette nødvendigvis et udtryk for en
æstetisering, der prioriterer poesi over fysisk faktualitet. Dette ses også af Davidsens skelnen
mellem faktor, tekst og funktion. (Ibid., s. 106). Mens den historiske kritik er optaget af den
oprindelige bagvedliggende faktor, og den hermeneutiske tilgang i både Ricoeurs og Bjergs
udformning er optaget af tekstens funktion, har Davidsen gjort tekst til sit felt og ligger heri
tæt på Frei. Hos begge forbliver forholdet mellem tekst og både faktor og funktion uklare.
Davidsen afviser en årsag - virkning sammenhæng, og Freis forståelse af forholdet mellem
teksten og det historiske er, som det er blevet påpeget, uklart, og spørgsmålet om tilegnelsens
sandhedsafgørelse udskydes blot og behandles aldrig. Frei antyder dog flere steder en mulig
genoptagelse af en præmoderne identifikation (men nu som bevidst trosantagelse) af fortælling
og faktualitet. Det faktuelle er nemlig ikke uden betydning for Frei, selvom han må opgi-