Indholdsfortegnelse

182 Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese
foretagende fører Frei til udvidelsen: En forståelse af teksterne selv på deres egne præmisser,
således som kirken gennem sin fortolkningshistorie har tilnærmet sig disse. Hvad den enkelte
læser ikke formår, har Frei (en "naiv") tillid til, at Bibelens primære fortolkningskontekst,
kirken, gennem dens historie har kunnet. Dette traditionshistoriske (diakrone) perspektiv hos
Frei svarer til Newbigins økumeniske (synkrone) perspektiv. I den på den tekst- og kirkeligtinterne
fortolkning følgende antagelse eller afvisning drejer det sig om et svar på spørgsmålet:
"Er den verden teksten beskriver min, dvs. den virkelige, verden?". Således siger Frei om
fortællingerne: "As I have noted, they mean what they say, and that fact enables them to render
depictively to the reader their own public world, which is the world he needs to understand
them, even if he decides that it is not his own real world." (Identity, p. xv). På hvilken
måde og efter hvilke kriterier beslutter en læser da: "Dette er min verden."? Her må være tale
om en tilegnelse ud fra den personlige erfaring og tekstens overbevisningskraft.
4) Metode
Valget af metoder er i praksis som hovedregel bestemt af en given konsensus f.eks. om en
rent deskriptiv tilgang som den videnskabelige metode. En sådan konsensus eller et sådant
paradigme giver indenfor dets felt mulighed for et sammenligneligt arbejde med fælles kriterier
og gensidig bedømmelse. Frei har i Eclipse belyst baggrunden for opkomsten hos Collins
m.fl. af de historisk-kritiske metoder inden for bibelforskningen som et angreb henholdsvis
forsvar for de bibelske skrifters pålidelighed som historiske kilder. Hos Ricoeur er den hermeneutiske
fortolkning tæt knyttet til hans filosofiske grundlag, og jeg har søgt at påvise,
hvordan hans konkrete metoder og spørgehorisont er bestemt af dette grundlag. Dette må føre
os til den vurdering, at metoder ikke er forudsætningsløse eller værdineutrale, ligesom ingen
fortolkning i det hele taget er "uskyldig". Det er derfor ikke muligt blot at behandle teksterne
med så mange metoder som muligt og derpå tage stilling til tekstens sandhed eller nytteværdi.
I og med valget af metode har eksegeten allerede lagt sig fast på et virkelighedsbillede, som
derpå vil være determinerende for udlægningen, uden dog fuldstændig at udelukke muligheden
for, at teksten kan udfordre denne forudsætning hos læseren, sådan som Frei taler om, at
tekstens faste mening kan bevæge læseren. Jeg har derfor i ekskursen om Per Bilde problematiseret,
hvorvidt de Århusianske eksegeters indoptagelse af litterære metoder som supplement
og en fortsættelse af de historisk-kritiske metoder er så ligetil som det forudsættes.
Lad os vove et billede 71 : Vi kan sammenligne teksten med et gammelt stykke træ, formet
som en pil, med en lang række smukke og helt unikke udskæringer. På træstykket står skrevet
ordet "Kilden". Mange vil nu antage, at der er tale om et skilt, der viser vej til en kilde, og de
vil eventuelt følge pilens retning for at nå til kilden. Andre vil i højere grad hæfte sig ved træ-
71
Ikke uden en vis affinitet til den Heideggerkse 'Zeichen' og 'Pfeil', som viser et (veteran-!)køretøjs retning.
(Jvf. Sein und Zeit, z. 78).