Indholdsfortegnelse

Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese 181
sen af filosofiske forudsætninger for teologien, om at tilegne sig tekstens iboende verdensbillede
og forudsætninger med henblik på at bestemme dens mening og først derefter, ud fra
kriterier han ikke redegør for, at tage stilling til tekstens sandhed. Der er altså hos begge en
spænding mellem et moment af tillid og en kritisk mistænksomhed. Hvad er ligheden og forskellen
mellem de to modeller?
Når Ricoeur i The Symbolism of Evil skriver: "Beyond the desert of criticism, we wish to
be called again." (p. 349, citeret i introduktion af L. S. Mudge i Essays, p. 1) understreger han
dermed behovet for at komme udover en ensidig (positivistisk) kritik til et sted, hvor tekst og
tale, ja, verden, som sådan, kan få lov igen at kalde på mennesket, at have ikke blot mening,
men betydning. Dette kald hindres af en ensidig kritisk distanceren, og der er derfor behov
for, at mennesket som fortolker tør overgive sig ("springet" i Kierkegaardsk terminologi) til
en naiv åbenhed, en hengivelse til "det andet" eller "den anden" (svarende til Bjergs tale om
teksten, der besætter læseren: læseren må turde lade sig besætte). Men Ricoeur ønsker ikke en
ukritisk, barnagtig naivitet. Den vestlige verden og det enkelte moderne menneske kan ikke
fjerne sin rationelt kritiske "fortid", og Ricoeur ønsker slet ikke dette. Han vil blot gøre op
med en kritik for kritikkens egen skyld, og en videnskab drevet for dens egen skyld. For Ricoeur
er det den menneskelige væren, som er afgørende. En væren som kun forstås gennem
teksterne og tilegnelsen af disse. En rent kritisk deskriptiv forskning tager ikke denne væren
alvorligt, men reducerer tilværelsen til fornuft og intellektualitet. Derfor er fortolkningen ikke
afsluttet ved det kritiske moment, men først ved det postkritiske moment af tilegnelse. (Jvf.
ibid., pp. 43f.). Denne kritik rejst i forlængelse af Ricoeurs hermeneutiske fortolkningsbegreb
udtaler sig ikke i første række om muligheden af en sådan rent kritisk-deskriptiv fortolkning
eller om dens indre konsistens, men kritiserer primært dens frugtesløshed.
Frei er stærkt kritisk overfor Ricoeurs "anden naivitet": "…either 'second naïveté' is no
concept but simply a misleading term...or...one had better invent a more adequate theory to
support the claim." (Theology, p. 137). Der er ikke desto mindre, også hos Frei selv, tale om
en "naivitet". For de to typer af teologi som Frei særligt identificerer sig med (i forlængelse af
henholdsvis Schleiermacher og Barth) gælder det således, at "...theology is a carefully modulated
way of articulating the faith philosophically but therefore fragmentarily, even though in
a fit, descrpitive fashion. At some point, though not too quickly, philosphical agnosticism has
to set in in the interest of fullblooded Christian theology." (Types, p. 91). Frei udstrækker
teologiens kritiske selvstændighed til at lade de bibelske fortællingers implicitte "verdensbillede"
overbyde også den egne menneskelige erfaring; f.eks. i fortolkningsøjeblikket at lade
ude af betragtning at døde, efter almindelig erfaringsmålestok, ikke bliver levende igen. Her
er altså igen tale om en bevidst antaget, "postkritisk", naivitet. Formålet med denne er sekundært
muligheden af en "kaldelse" og et fornyet verdensbillede, men dens primære mål er en
objektiv forståelse af teksten selv, og dvs. på dens egne præmisser. Vanskeligheden i dette