Indholdsfortegnelse

180 Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese
hamspagten og pagten med Israel. Spændingen kommer klarest til udtryk i løftet til Abraham:
"I dig skal alle jordens slægter velsignes." (Genesis kap. 12, v. 3). Denne spænding mellem
alment og partikulært, narturligt og åbenbaret, skabt og faldet, tillader ikke eksegesen at slå
sig til ro på grundlag af en forsimplet og ensidig forståelse af dens virksomhed.
c) Fortolkningens økumeniske konflikt
Dialektikken mellem det universelle og det partikulære, det givne og erkendelsesopgaven,
muliggør en processuel gensidig prøvelse mellem forskellige fortolkninger, som i Ricoeurs
formulering har karakter af en fortolkningernes konflikt, og i en missionsteologisk formulering
hos L. Newbigin 69 er tanken om en økumenisk gensidig berigelse mellem så mange fortolkninger
som muligt (jvf. Newbigin, kap. 15). En gensidig korrektion skal muliggøre en
kritisk distance til den enkelte læsers (eller gruppes) subjektive læsning. Men det er her kirken,
forstået økumenisk, som udgør den større ramme, og ikke en stat eller et filosofisk paradigme
70 . Enhver læsning er præget af den kultur, som har formet læseren: "In that situation,
the only way in which the gospel can challenge our cultural conditioned interpretations of it is
through the witness of those who read the Bible with minds shaped by other cultures. We
have to listen to others. This mutual correction is sometimes unwelcome, but it is necessary
and it is fruitful." (Ibid., p. 196f.). Det er her vigtigt at bemærke, at alternativet til henvisningen,
hos Bilde, til det internationale forskningsmiljø, hvilket vil sige til den almene rationalitet,
således ikke behøver at være subjektivisme, eller en henvisning til en "de genfødtes hermeneutik",
hvorved bibelfortolkningen kun ville kunne udføres og efterprøves af den troende
eller den særligt åndsudrustede. Men den eksegetiske udlægning og fortolkning kan ske på
forskelligt grundlag, som i hvert tilfælde må klargøres, og derfor kan enhver i princippet sige:
"Jeg læser på det grundlag, jeg har valgt, og efter de principper, jeg finder passende, og dermed
er min læsning sand!", men det giver sig selv, at enhver sådan læsning må vise sit værd
for at vinde gehør. I fraværet af absolut sandhedssikkerhed (ikke nødvendigvis af et begreb
om absoult sandhed), må hver fortolker vise den ydmyghed at indgå i en gensidig produktiv
konflikt med andre fortolkninger.
3) Den "naive" tilegnelse som formål
Både Ricoeurs og Freis fortolkningsteori rummer et led, hvor kritikken må lades ude af betragtning
til fordel for en tilegnelse. Ricoeur taler om en anden postkritisk naivitet, hvor læseren
tilegner sig tekstens mening ved at bebo dens verden. Frei taler, som en kritik af antagel-
69 Mangeårig missionær og biskop i Indien med omfattende missionsteologisk forfatterskab
70 Denne afgrænsning gælder for eksegesen, som kristen selvbestemmelse, men ikke teologien som sådan. På
dette niveau må foregå en fortløbende samtale, også med andre virkelighedsbilleder, herunder religiøse, hvis
ikke kristendommen og teologien skal ende som et lukket og selvtilstrækkeligt fællesskab.