Indholdsfortegnelse

18 Filosofiske linier hos Ricoeur
erfaring af tiden som erindring og forventning; ingen af dem formår altså at tænke universets
og bevidsthedens tid sammen.
Ricoeur beskriver i indledningsartiklen til Conflict, hvordan han vil pode det hermeneutiske
problem ind på den fænomenologiske metode, og herigennem også forny fænomenologien.
Dette kan ske ad den "korte rute" som Heidegger følger, eller ad en længere som Ricoeur
selv vil gå. En direkte beskrivelse af den væren, som forstår, uden forudgående epistemologiske
antagelser, er umulig. Når vi søger at afdække forståelse som en værens form, bevæger
vi os allerede indenfor sprogets rammer og dermed med epistemologiske forudsætninger. Ricoeur
vil derfor gå en lang vej og begynde med en analyse af sproget. Husserls tanker om
intentionaliteten, der bryder sprogets isolation overfor verden, genfinder man i Ricoeurs anvendelse
af diskursen som aktualisering af sprogsystemet, og talen om en livs- og betydningsverden
peger frem mod "tekstens (mulige) verden" hos Ricoeur. Han indoptager således
centrale tanker fra fænomenologien, idet han søger yderligere at åbne den udad ved at vende
decentreringen af subjektet i psykologi og filosofi imod det ego, som Husserl ender op med.
e) Karl Jaspers
For Bengt Uggla-Kristenson, der har gjort Jaspers kommunikationstanke til ledetråd for sin
afhandling om Ricoeur, er det naturligvis magtpåliggende at understrege, i bevidst modsætning
til Ricoeurs eget udsagn ganske vist, at Jaspers gennem hele Ricoeurs filosofiske løbebane
har haft stor indflydelse på hans tænkning (Uggla, s. 93). Det er da også ganske tydeligt
at Ricoeur har været inspireret af Jaspers bevægelse ud mod værens grænser i en stadig "filosoferen".
Karl Jaspers er eksistensfilosof med særligt vægt på den menneskelige frihed.
Jaspers knytter til Kierkegaard og dermed fremkommer også spørgsmålet om forholdet mellem
frihed og valget. Hos Jaspers bliver filosofien eksistensoplysning, hvor det gælder, at
mennesket skal opdage sig selv, som frihed og som mulig eksistens. Han medgiver, at mennesket
altid står i en situation, der er givet, men betoner, at det ikke står her som en virkning af
tilfældige årsager, men som et frit subjekt der kan overskride den orden, som tingene er bundet
af. Det er grundlæggende for hans metode at skelne mellem videnskab og filosofi. Mens
videnskaben gør et område til genstand for sin metodiske undersøgelse, beskæftiger filosofien
sig med tilværelsen som sådan, hvorfor de kan siges at udgøre to forskellige tilgange til væren.
Jasper skelner på kantiansk vis mellem væren-for-os og væren i sig selv, men søger mod
eksistensens grænser for derved at nærme sig væren i sig selv, idet han søger at trænge uden
om videnskabernes og den dagligdags genstandsgørelse af verden. Jaspers afgrænser forskellige
områder af genstande ("Daseinsbereichen") fra uorganisk natur til ånden, den tænkende
bevidsthed. Han advarer mod at indskrænke sig til en beskrivelse eller forklaringsmodel af
verden, som kun tager hensyn til genstande i et af områderne. En adækvat beskrivelse må tage