Indholdsfortegnelse

Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese 177
delmængden "historien", kan denne nye tekst derved indkorporeres i denne mængde, "det
historisk korrekte". Men også i dette tilfælde fremstår sandhedsspørgsmålet som blot forskudt,
i det øjeblik historien som det givne betvivles, som det sker hos Frei og Bjerg: Hvem
bestemmer, og efter hvilke kriterier, at det er den "mængde" af historier, den etablerede historievidenskab
har valgt at anerkende, som er faktisk virkelige og i den forstand sande?
Det, som almindeligvis antages for u-vilkårligt, er det, som godtgør sig eller prøves på almindeligt
antagne præmisser og kriterier, f.eks. historiske eller filologiske. Set ud fra påstanden
om, at også sådanne "almindelige antagelser" kun er udtryk for et forolkningsfællesskabs
(f.eks. modernismen som fortolkningsfælleskab) kontingente præmisser og kriterier, er overenstemmelsen
med disse i det højeste et bevis på indre konsistens. De udsagn, som fremsættes
på dette grundlag, kan desuden afprøves af andre, som deler eller metodisk søger at gå ind på
dette grundlag. En teologi, som vil afstå fra kravet på universalisme (men ikke af den grund
på retten til fremsættelse af udsagn om det universelle) og klargøre sin afgrænsning som kirkeligt,
kristent eller for den sags skyld sekulart eller hinduistisk fortolkningsfællesskab, kan
(efter den tankegang, som her følges) i lige så høj grad gøre krav på u-vilkårlighed, såfremt
grundlag og kriterier er offentligt kendte og tilgængelige. Her er blot tale om et mindre fortolkningsfællesskab,
der dog stadig er åbent for, at enhver (evt. blot forsøgsvis) kan gå ind på
dets præmisser og herfra afprøve dets indre konsistens og enkeltudsagns overenstemmelse
efter de satte kriterier med andre udsagn.
Efter hvilke kriterier skal teologien da vælge et fortolkningsfællesskab som sin kontekst?
Skal den af sociologiske grunde, som universitets disciplin, vælge et grundlag, der ligner de i
øvrigt på universitetet mest udbredte videnskabsidealer? Eller skal den i et forsøg på at udskille
sig fra religionsvidenskaben søge et særligt kirkeligt fortolkningsfællesskab som grundlag?
Eller kan der argumenteres for at gøre teologiens objekt, i første række de bibelske tekster,
til norm for teologiens grundlagstænkning? Det er dette sidste som sker hos Frei, og i
dette tilfælde må teologien samtidig opgive at gøre krav på offentlig anerkendelse, når begrebet
det offentlige opfattes i den kendte betydning, det fælles eller det almene. En sådan teologi
kan derimod som åben, i betydningen et partikulært rum der åbner sig mod andre rum, vinde
anerkendelse ved sin indre konsistens og ved de praktiske konsekvenser af dens tænkning,
f.eks. en alment værdsat etik. (Det er denne etiske side af partikularismen som fremhæves af
ikke mindst St. Hauerwas.)
b) Skabelsesteologisk modvægt
Mod en sådan postmodernistisk opløsning af det givne kan anføres en common sense realisme.
Antagelsen at det er bedre at være rig end at være fattig, og tanken om en given historie,
er ikke nødvendigvis blot et "tilfældigt" magtfuldt flertals antagelse, men kunne være et alment
menneskeligt forhold. I teologien udgør skabelsestanken det primære grundlag for en