Indholdsfortegnelse

176 Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese
formål og metoder. Svaret på, hvorfor og hvordan bibelteksterne udlægges og fortolkes, er
ikke givet på forhånd. De metoder, som tages i anvendelse, vil være vidt forskellige, afhængigt
af om disse skrifter ses som kilder til fortiden eller som virkekraftige fortællinger, der
"besætter" læseren og giver denne håb for fremtiden. For Ricoeur bliver metaforen, og i forlængelse
heraf fortællingen, sprogets mulighed for at udsige det, som ikke kan udsiges i et
systematiserende sprog. Ricoeur tager derfor i de bibelske skrifter udgangspunkt i disse mest
originære religiøse formuleringer af det helliges manifestation. De mere systematiserede og
teologiske dele henter deres plausibilitet ved at være afledt af disse.
Hverken eksegesens subjekt eller objekt kan således tages for givet, og heller ikke selve
denne skelnen mellem subjekt og objekt er uproblematisk. Dette skal dog ikke standse fortolkningsprojektet,
men mane til omtanke.
2) Metodegrundlag og kriterier
a) Kriterier og den postmoderne 66 udfordring
Jeg har i den foregående ekskurs peget på, hvorledes fastsættelsen af kriterier bliver et afgørende
problem ved antagelsen af en ny (narrativ) tilgang til forskningsobjektet. Dette skyldes,
at den gammelkendte tilgangs kriterier ikke længere er adækvate (f.eks. historisk korrekthed
påvist ved overensstemmelse med eller mellem flere kilder), idet (specifikt for den narrative
tilgangs vedkommende) den nye tilgang netop fremhæver træk ved materialet, som falder
udenfor de gænge logiske normer for fastsættelse af kriterier. Hvis de bibelske fortællinger
faktuelt formår at "besætte" sin læser eller at åbne en ny (og bedre) verden for denne, i hvilken
forstand er fortællingen da sand, uanset dens forbindelse til en given forfatter eller historisk
opkomst eller kontekst? Hvis modsat en tekst kan sandsynliggøres at være historiskfaktuel
korrekt beskrivelse af virkelige hændelser, mens imidlertid både teksten og disse hændelser
forbliver læseren uvedkommende, i hvilken forstand er teksten da sand? Vi kan sige, at
der i første tilfælde er tale om et Heideggersk sandhedsbegreb, der kan efterprøves ved en
sociologisk anstillet undersøgelse, men samtidig kræver et fælles begreb om, hvilken verden
der er "bedst". Er læseren, i Bjergs teminologi, "besat" af Helligånden eller af en dæmon? De
feministiske og befrielsesteolgoiske læsninger m.fl. er udtryk for en etiserende besvarelse af
dette spørgsmål. Forenklet sagt: Den læsning, som gør de fattige rigere, er den sande. Men
sandhedsspørgsmålet forskyder sig herved blot endnu en gang: Hvilke kriterier bestemmer, at
det er bedre at være rig end at være fattig? Den historiske tilgang synes umiddelbart på sikrere
grund, fordi den anstiller en sammenligning mellem et (i princippet uendeligt stort) sæt af
givne tekster. Ved at fastslå en teksts overensstemmelse med tekster, som i forvejen tilhører
66
Dette udtryk brugt med alle forbehold. Debatten om hvorvidt, der overhovedet kan tales om en post- eller en
senmodernitet, skal ikke tages her.