Indholdsfortegnelse

Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese 175
dette som en bevægelse ledt af en fri og fuldstændig "selvbevidst" fornuft. Ofte vil det snarere
været noget, som kommer til én, udefra.
Den tætte sammenhæng mellem metode og virkelighedsbillede betyder også, at et bestemt
virkelighedsbillede vil være bestemmende for, hvilke metoder det er muligt at regne som acceptable.
Det er ganske vist muligt at "lade som om", f.eks. i en forsøgsvis, metodisk antagelse.
Den kristne teolog kan spørge "Hvordan ville en muslim læse bjergprædikenen?", eller
juristen kan spørge: "Hvordan vil en ufaglært læse dette cirkulære?". Det skulle dog ikke være
nødvendigt at argumentere for vanskeligheden af dette, særligt i sidste tilfælde, fordi den
ufaglærtes læsning ikke er videnskabelig i den forstand, at den ikke foregår efter fastlagte og
offentligt fremlagte principper. Det er derfor, dette krav om synliggørelse af forudsætninger
og kriterier i sig selv må være et kriterium for videnskabelighed forstået som det alment efterprøvelige.
Der bliver derfor, snarere end om en metodisk antagelse af, tale om en indlevelse
i visse grundantagelser, og de tilhørende metoder bliver en art indlevelse. Teorierne om fortolkningsfællesskaber
peger på, hvordan mennesker er indlevede i forskellige (afgrænsede)
fællesskaber, der i vid udstrækning er determinerende for disses læsninger. Man vil derfor
f.eks. af en universitetsstuderende passende kunne fordre indlevelse i (et af) de(t) virkelighedsbillede(r),
som er rådende på universitetet. Den kritik, som postmodernismen har rejst,
gælder tendensen til at absolutere og universalisere et enkelt virkelighedsbillede. Freis metode
går i forlængelse heraf ud på, at teologen til stadighed skal søge at frigøre sig fra al ("ikkebibelsk")
filosofi, og i stedet indleve sig i det bibelske verdensbillede og de antagelser og metoder,
som kan udspringe heraf.
Spændingsfeltet mellem filosofi og eksegese rummer også spørgsmålet om eksegesens objekt,
de tekster eksegesen søger at udlægge. Forståelsen af disses natur er af afgørende betydning.
A. C. Thieselton hævder således: "The most radical question of all in hermeneutics
concerns the nature of texts, because the decision to adopt giveen interpretation goals depends
not simply on the needs of the modern reading community but also, more fundamentally, on
the nature of the particular text which is to be understood. This is the case if such a decision is
to be theologically, rationally and ethically responsible." (Thieselton, p. 49). Men teksters
natur er ikke noget givet: Er det forfatteren, eller teksten selv eller læserens oplevelse eller det
åbne spil fra tegn til tegn, der er teksten (eller dens mening)? De tekster eksegesen arbejder
med rummer tillige den vanskelighed, at de yderligere er kvalificerede ved at være tillagt særlig
status som hellige skrifter og ved selv at hævde at tale om det transcendente, om "Gud".
Teksterne læses således traditionelt ikke blot som tekster, men som hellige, åbenbarede eller
kanoniske tekster. Dette betyder, at disse tekster i kraft af deres opkomst regnes som kilder til
viden om Gud, Jesus, jødisk religion, eller tidlig kristen religion og religiøs livstydning, og i
henseende til deres effekt regnes som funderende, åbenbarende, Guds normerende tale eller
trosskabende. Det er klart, at sådanne divergerende bestemmelser smitter af på eksegesens