Indholdsfortegnelse

174 Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese
ge metoder og tilgange. Debattens argumenter har været hentet fra almen filosofi og fortolkningslære
eller fra skriftsamlingen selv, sidstnævnte ofte formuleret samlet som et skrift- eller
bibelsyn. Eksegesen har desuden betydning ved at levere "råstoffet" til dogmatikken, dog således
at der altid består en vekselvirkning mellem de to. Eksegesens grundlag og formål og
dermed også dens metoder er bestemt af dens teologiske kontekst, som den altså samtidig selv
i en eller anden grad normerer. Dette peger i retning af en hermeneutisk bevægelse på intradisciplinært
niveau.
Den eksegetiske udlægning har 1) et subjekt og et objekt, 2) et metodegrundlag inkl. menings-
og sandhedskriterier, 3) et formål og 4) en metode. Disse punkter står i tæt indbyrdes
afhængighed og implicerer sammen og hver for sig uundgåeligt en række filosofiske (bredt
forstået) forudsætninger og konsekvenser.
1) Eksegesens subjekt og objekt
Det eksegetiske arbejde er i sagens natur båret af, at et menneske læser og udlægger de bibelske
skrifter. Eksegesen er en menneskelig kognitiv aktivitet. Idéen om et suverænt subjekt,
der på afstand analyserer sit objekt, er dog afløst af en opfattelse, hvor de to i langt højere
grad er indvævet i hinanden, og hvor den enkelte læser tillige i det hele taget er indfældet i en
kontekst, som han eller hun er bestemt af også ud over egen bevidsthed om dette. Når der
tales om valg af metoder og grundlæggende virkelighedsbillede for eksegesen, må dette derfor
nuanceres, for er det overhovedet muligt at tale om et (frit) valg eller om en blot metodisk
antagelse? Ricoeur har med baggrund særligt i Freud påpeget den umiddelbare selverkendelse
som problem, og hvordan selvet skabes og erkendes i mødet med tekster, der bliver formende
for en læser, idet denne gør tekstens verden 65 til sin egen. Dette peger på den ene side på,
hvordan også de bibelske tekster vil kunne være formende og identitetsskabende for læseren
(også den eksegetiske læser), men stiller samtidigt kraftigt spørgsmålstegn ved tanken om det
frie subjekt, der vælger at beskæftige sig med en tekst ud fra bestemte antagne forudsætninger.
Det er ihvertfald hermeneutikkens grundtanke, at en sådan klar distinktion mellem subjekt
og objekt i erkendelsen er urimelig. Selv hvor en forsker søger at bevidstgøre sig om sit
grundlag og åbent at redegøre for dette, er denne ikke i stand til at forholde sig frit til dette
grundlag, idet der jo er tale om forhold som logik, sandsynlighed, "almindelig sund fornuft",
hvad mening er osv., og ikke blot om et valg mellem formhistorisk eller semiotisk kritik. Læseren
er altid på forhånd i en verden, sin verden, man kunne sige: i et net af tekster (i bredeste
forstand), som har formet dette menneske. Gennem mødet med nye tekster og gennem selvkritik
er det muligt at bevæge sig eller måske "omvende" sig, men det vil være naivt at tænke
65 Når der i det følgende tales om tekstens verden, da ikke tekstens verden som f.eks den nytestamentlige tid,
men efter Ricoeurs forståelse: Den verden teksten projicerer frem for læseren.