Indholdsfortegnelse

Filosofiske linier hos Ricoeur 17
Ricoeur betegner Husserls "egology" som tilhørende en lang række af cogito´er, fra Sokrates
til Kant (Jvf. ibid., p. 236); og Husserls forsøg på gennem denne at lægge et grundlag for
erkendelsen kan ses som en radikalisering af Descartes. Men denne bevægelse mod en yderste
grund bliver også en udvikling i retning mod en idealisme rettet mod det transcendentale ego.
Ricoeur skriver således: "Méditations cartésiennes är det radikalaste uttrycket för den nya
idealism för vilken världen inte enbart är 'for mig' utan erhåller hela sin ontologiska giltighet
'från mig'" 7 . Der kan dermed siges at ske en "intensivering" fra en subjektfilosofi til en bevidsthedsfilosofi,
altså ikke (i første omgang) en bevidsthed om sig selv, men om noget andet.
Denne rettethed udad mod noget andet betegner Husserl med det vigtige begreb "intention"
eller "rettethed". Når jeg anskuer noget eller tænker noget, er der heri altid en intenderen, som
retter sig mod en genstand. Bevidsthed er altid bevidsthed om noget. Når mennesket handler
eller erfarer, er begge dele udtryk for en betydende intention, som bryder tegnets lukkethed.
Dette svarer til Ricoeurs tanke om tegnsystemets lukkethed, der brydes ved dets aktualisering
i diskursen. "Lebenswelt" er Husserls udtryk for den foreliggende verden som subjektets intentionalitet
retter sig mod, og betegner dels rækken af genstande i denne verden og dels
strukturen af disse. Ricoeur skriver: "Husserl’s final phenomenology joins its critique of objecitivism
to a positive problematic which clears the way for an ontology of understanding.
This new problematic has as its theme the Lebenswelt, the 'life-world,' that is, a level of experience
anterior to the subject-object relation..." (Ibid., p. 8). Subjektet er en væren, som altid
har verden som horisont for dets intentioner, en livsverden. Før det erkendende subjekt er
der et liv, som subjektet er afledt af. Det bliver et afgørende og konstituerende moment, at
både subjektet og den verden subjektet erkender er historiske.
Desuden forholder Ricoeur sig til Husserls tænkning om tid, som bevidsthedsforløbets
immanente tid. Tiden er, ifølge Husserl, en strøm, eller en "varen" (Dauer). Tiden er det samme,
der stadig bliver noget andet. Husserl vil forsøge at grunde den objektive tid på den subjektive
tid. Objektiv er den tid, hvori et objekt fremtræder for den intentionelle bevidsthed.
Tidsligheden er ikke en egenskab ved tingen. Men i erindringen fastholdes et tidspunkt, der
knyttes til tingen. Rækken af sådanne tidspunkter, tænkt således at et hvilken som helst punkt
(og altså ikke nødvendigvis punktet nu hvor jeg tænker dette) kan gøres til nulpunkt, udgør
den objektive tid. Men den objektive tid forbliver sekundær i forhold til den subjektive oplevede
tid. Husserl vil vise at tingene, genstandene kun får mening, fordi de står i forhold til en
bevidsthed, herunder at de kun bliver tidslige i forhold til en "tidsbevidsthed". Husserl ønsker
at tænke "den tidskonstituerende flod som absolut subjektivitet" Husserl fortrænger, ifølge
Ricoeur, spørgsmålet om naturens tidslighed, modsat Kant, der fortrænger subjektets indre
7 "A l`é cole de la phénooménologie", p. 17, P. Ricoeur (1986). Paris: Vrin. Citeret Uggla , 1994, ss. 113f.