Indholdsfortegnelse

Ekskurs: Per Bilde og de litterære teologer 169
de eneste, der skal bedømmes efter. Da eksegesens genstand ikke primært er historie, men
litteratur, bliver det klart, at det snarere er litterære kriterier, der må bedømme teksterne.
Davidsen gør sig derudover nogle overvejelser om forholdet mellem det materielle og det
mentale. Den narrative Jesus er et bevidsthedsfænomen, og det er ikke muligt at slutte herfra
og tilbage til genstanden selv, til den historiske Jesus. Det vi har til vores rådighed er en religiøs
respons på en faktisk person, men vi kan ikke slutte fra responsen til personen selv, da
responsen har en hermeneutisk dimension og er præget af menneskets skabende kreativitet i
dannelsen af virkelighedsbilleder. De historiske begivenheder omkring Jesus kan derfor nok
ses som evangeliernes "anledning", men ikke som deres "årsag". Hvor den historiske kritik er
interesseret i teksten med henblik på historien, dvs. faktorerne bagved teksten, er den narrative
eksegese kun interesseret i den historiske situation med henblik på det, som vi har til vores
disposition, teksten selv.
c) Anden omgang: "Litteratur og historie" eller "Historie og litteratur" 59
Den ret bidske tone som prægede de to netop behandlede artikler, førte i to påfølgende artikler
til gensidige, for Bildes vedkommende tillige ret udførlige, undskyldninger, som blev ledsaget
af en større åbenhed overfor modpartens synspunkter. Efter en nyttig afklaring af betydningsfeltet
for begrebet historie, der rummer ikke mindre end fem mulige betydninger, indrømmer
Bilde nu, at der er visse grundlæggende sammenhænge mellem historie og litteratur.
Evangelierne er historisk kildemateriale, men de indeholder samtidig visse litterære træk, og
historikeren er dermed afhængig af eksegetens arbejde med udlægning af også disse litterære
sider. Forskellen mellem de to sider ligger i formål og metoder.
Davidsen fortsætter herfra med at udbygge de fælles synspunkter. Han er ganske vist ikke
enig i anklagen for, at han skulle underkende forskellen mellem historie og litteratur, således
som han derimod mener, Bjerg (på postmodernistisk vis) gør det. Historie og litteratur må stå
i et gensidigt spændingsforhold til hinanden, og eksegesen må derfor bestå af de to felter: det
social-historiske og det semio-litterære. Nu går Davidsen også ind på historievidenskabens
grundlag: "Den videnskabelige historieskrivning er en særlig form for fortolkning og erkendelse,
der hviler på en kritisk forståelse af verdens beskaffenhed, en særlig rationalitet, der
bliver betingende for dens metodiske spørgehorisont." (Davidsen, 1995, ss. 108f.) Ifølge historievidenskaben
kan guder således ikke optræde som handlende subjekter i historien, idet
kun det rationelle og empiriske godtages. Dette fører for opstandelsens vedkommende til, at
"[h]istorikeren er underlagt en tanke- og rationalitetstvang, som indebærer, at han kun kan
afvise opstandelsen som historisk begivenhed. Det skyldes ikke en grundig udforskning af
kilderne, men er givet med hans epistemologiske udgangspunkt." (Ibid., s. 110). Dette er en
59 Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 26, 1995 ss. 93-105 og ss. 106-116.