Indholdsfortegnelse

168 Ekskurs: Per Bilde og de litterære teologer
tive Jesus, som ikke er den såkaldte "kirkens Kristus", men i sig rummer både "den realistiske
Jesus" og den "mytiske Jesus". Fortællingen om denne narrative Jesus, er det Ord, gennem
hvilket Gud har åbenbaret sig.
a) Bildes første kritik :"Dialog mellem narrativ og historisk eksegese?" 57
Bilde frygter igen for afhandlingens følger for den historiske kritik og teologiens videnskabelige
entydighed. Han tolker Davidsens begrænsede brug af traditionel historisk-kritisk litteratur
som et udtryk for en forkastelse af denne metode. En anklage, der synes at overse Davidsens
gentagne understregning af at bygge videre på den grund, som den historiske kritik har
lagt. Men Bilde beklager, at Davidsen bryder med den "historiske-Jesus" forskning og i stedet
vender opmærksomheden mod teksterne selv som i historisk forstand kontekstløs fortælling.
Der bliver dermed ingen plads til overvejelser over forholdet mellem fortællingens Jesus og
den historiske Jesus, kan Bilde sige ét sted og et andet sted anklage Davidsen for alligevel
selv at arbejde filologisk og historisk. Bilde øjner dog en mulighed for dialog i ligheden mellem
narrativ og redaktionshistorisk forskning, idet disse begge ser synkront på teksten som
litterær helhed.
b) Davidsens første gensvar: "Faktor - Tekst - Funktion" 58
Davidsen svarer igen ved at anklage Bilde for at være uvidende om de sidste 25 års forskning(!)
og at definere eksegesen alt for snævert. Bildes forståelse af, hvad kritik er, er også alt
for snæver, idet han sætter lighedstegn mellem kritik og historisk kritik. Dermed udelukker
han en indretekstlig, narrativ kritik. Denne ensidighed er farlig, fordi det, der sættes som en
teksts mening, afhænger af de videnskabelige spørgsmål, der stilles til teksten, og den historiske
bevidsthed udgør nu kun en del af den moderne, kritiske bevidsthed. Davidsen ønsker en
afklaring og en detronisering af historien, men absolut ikke en afskaffelse hverken af historiebegrebet
eller den historisk-kritiske metode. Vi lever også eksegetisk i en pluralistisk verden,
og den historiske metode er blevet overhalet indenom og må oppe sig, hvis den fortsat vil
være med i debatten. Evangelieteksten er ikke historieløs, men har som forkyndende litteratur
en vis selvstændighed og transcenderer sin historiske tilblivelsessituation. (Dette svarer til
Ricoeurs tanke om, at teksten undslipper forfatteren og den første kontekst). Men fortællingen
søger ved hjælp af navne, og tids- og stedsangivelser at forankre sig historisk. Han vil hævde,
"at man må se i øjnene, at evangeliefortællingen som helhed vidner om en verden, som historikeren
må afvise som historisk i ligefrem forstand." (Davidsen, 1994, s. 99). Dette gør imidlertid
ikke teksten hverken meningsløs eller usand, eftersom de historiske kriterier jo ikke er
57 Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 24, 1994, ss. 79-90.
58 Ibid., ss. 91-107.