Indholdsfortegnelse

164 Ekskurs: Per Bilde og de litterære teologer
b) Bjergs gensvar: "Den kristne grundfortælling i skærsilden" 54
Bjerg svarer i sin artikel Den kristne grundfortælling i skærsilden på flere forskellige kritiske
artikler affødt af hans afhandling. Han mener, at mange eksegeter har en stærk praksis, men er
svage i teorien og derfor ikke kan forsvare deres tolkning teoretisk. Selv forsøger han at undersøge
kristendommens sproglige fundament og dermed skabe et bedre grundlag for eksegetiske
læsninger. Bjerg kan derved, i en hvis forstand, siges at føre "the linguistic turn" ind i
teologien. Grundfortællingen er for Bjerg den fortælling, som evner at grunde identiteten.
Denne sammenhæng mellem fortælling og identitet mangler hos Bilde (og hos Davidsen).
"Fordi de ikke finder, at deres identitet vedrører den kristne grundfortælling, kan de i stor
personlig distance interessere[] sig for at fastlægge grundfortællingens tekst eller struktur, ja,
Davidsen har en forestilling om den kristne grundfortælling 'som sådan'". (Bjerg, 1982, s. 67).
En sådan "u-engageret" forskning finder Bjerg upassende. I modsætning til en tom instrumental
fornuft, stiller han en fornuft, der er bestemt af sit indhold. Den frigørende sandhed i fortællingen
er mere grundlæggende end den kritiske refleksions sandhedskriterier, og de fortællinger
vi arbejder med er fortællinger, som vi allerede er forviklet i, som vi er "besat" af. (Heideggers
In-der-Welt-Sein klinger uudtalt med her.) Den historisk-kritiske metode tager ikke
højde for de bibelske udsagn og fortællingers teologiske sigte, at de er meget mere end historiske
beretninger: "...i den historisk-kritiske metodes navn skal [Bilde] se bort fra det særligt
teologiske fundament under Jesu identitet, for metoden forudsætter en virkelighedsforståelse,
der ikke har plads til Guds ord og gerning." (Ibid., s. 79).
Bjerg afviser samtidig fuldstændigt Bildes påstand om, at han vil gøre den historiske kritik
til arvefjende. Det var netop Bjergs mål at arbejde med virkelighedsforståelse bag metoden,
og ikke med metoderne selv, for derved at sætte grænse for dens virkefelt og dens virkelighedsbillede.
Indenfor én metode kan der forskes efter faste, kontrollérbare retningslinier, men
et brud (paradigmeskift) kan ikke styres frem, det "tilfalder én udefra". Her er derfor en grænse
for den enkelte metode. Den historiske kritik svarer ikke til et universelt, evigt gyldigt sæt
af fakta. Bjerg sender med sit svar anklagen for ikke i tilstrækkelig grad at klargøre og argumentere
for sin egen metodes grundlag tilbage til Bilde: "Blænder man af for det filosofiske
problem, bliver den metodiske praksis i videnskaben blind og tilfældig." (Ibid., s. 75).
c) Delkonklusion
Bjergs argumentationsgang befinder sig på et principielt plan, hvor han ønsker at fremhæve
fortællingens kategori frem for en systematiserende begrebslig teologi. Dette følges parallelt
af en forståelse af forskeren som personligt forviklet i de fortællinger, der behandles. Betydningsfuld
for hans fremhævelse af fortællingens kategori er desuden et opgør med en absolu-
54 Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 1, 1982, ss. 63-82.