Indholdsfortegnelse

162 Ekskurs: Per Bilde og de litterære teologer
Svend Bjerg: Den kristne grundfortælling
Svend Bjerg forsvarede i 1981 sin doktorafhandling Den kristne grundfortælling, hvori han på
fundamentalteologisk niveau ønsker at vise, hvilken betydning fortællingen har for kristendommen:
"...kristendom og teologi [er] i fundamental forstand…afhængig[e] af fortælling."
(Bjerg, 1981, s. 10). Bjerg trækker selv problematikken frem, hvorvidt (teologisk) tænkning,
som er refleksion, står i modsætning til fortælling som det umiddelbare, hvorfor en narrativ
teologi enten blot bliver en pædagogisk formidlingsform eller modsat bliver en kritisk refleksion
over en (naiv) fortælling. Men der er tale om et falskt alternativ: Fortælling og refleksion
står i et gensidigt spændingsfyldt vekselvirkningsforhold. Det afgørende er, at den teologiske
refleksion er opstået ud fra fortællinger, som den ikke i sine begreber og teorier må løsrive sig
fra. Den kritik, som vil prøve teologien og fortællingen på en fortællingsuafhængig virkelighed,
som der i så fald måtte være en lettere eller mere præcis tilgang til end gennem fortællingen,
er udtryk for et forfald. Et meget udbredt eksempel på en sådan "virkelighed" er historien
som absolut størrelse, mod hvilken de bibelske fortællinger må prøves, for at vise om de er
(historisk) sande. Bjerg tilslutter sig Freis kritik af de sidste tohundrede års teologi, der har
ment ved hjælp af historisk-kritiske metoder at kunne nå frem til selve virkeligheden, og som
har sat den historiske virkelighed som alle tings prøvesten. Han påpeger derimod, hvordan
historien (history) er funderet i historierne (stories). Historien er nutidens beretninger om begivenheder
i fortiden. Det giver derfor ikke mening at sige, at historierne / fortællingerne skal
legitimere sig overfor historien. Der må i stedet ske en konfrontation mellem historierne og
"historien". Bjerg ønsker at vise, at begivenheder og kendsgerninger får historisk karakter i
kraft af fortællinger. Fortællingen giver nemlig en bestemt (forklarende) sammenhæng til begivenhederne
og lægger en bestemt synsvinkel ned over dem.
Oplysningstidens problematisering af de bibelske fortællingers historiske sandhed førte
kristendommen ind i en alvorlig krisetilstand, men Bjerg påpeger, at forholdet mellem tro og
historier er mere fundamentalt end forholdet mellem tro og historien, der jo selv blot er historier.
Men er en sådan ligestilling af alle historier ikke udtryk for en kritikløshed, og fører det
ikke til en uantagelig, "naiv" dogmatisk metode? Det mener Bjerg ikke. "Når den såkaldte
historiske metode kaldes for kritisk, så beror dette jo på det forhold, at den er styret af den
menneskelige fornufts slutninger og kun kan godtage det som værende virkeligt, der falder
ind under disse." (Ibid., ss. 259f.). Men teologien kan ikke lade sig binde af den menneskelige
fornufts grænser: "Det turde jo være fremgået forlængst, at det er den virkelighedsforståelse,
som metoderne forudsætter, der er hovedproblemet. Denne højere og dybere eller mere eksistentielle
virkelighed er for mig at se fortællingernes virkelighed. Kort sagt: det er den fortalte
virkelighed i den kristne grundfortælling, som skaber troen." (Ibid., s. 259). Og han deler tilsvarende
Freis uvilje mod generelle metoder: "En metode be- eller afkræfter jo normalt, hvad
man ved i forvejen, og giver ikke ny forståelse." (Ibid., s. 111).