Indholdsfortegnelse

Delkonklusion 159
det subjekt, som vil gøre sig selv til omdrejningspunkt: "Mot föreställningen om texten som
absorberar världen hos Lindbeck ställs genneom antropologins ontologiska indikationer hos
Ricoeur utgångspunkten i människan i 'världen framför texten'". (Ibid., s. 526).
Hvor Barth, og i forlængelse af ham Frei og Vanhoozer, ser Guds virksomhed i ordet og
teksten som absorberer verden, ser Ricoeur Gud som allerede nærværende og virksom i den
situation, som teksten skal tolkes ind i; verden og teksten er her lige vigtige for forståelsen af
det religiøse eller guddommelige. Men Ricoeur gør selv en pointe ud af at være filosof - ikke
teolog, og han har ikke formuleret en teologisk diskurs svarende til hans filosofiske diskurs,
hvorved dikotomien mellem filosofisk og teologisk diskurs kunne ses som overvundet. Ricoeur
afgrænser derimod også (til Ugglas ærgrelse) teologibegrebet kristologisk og henviser
skabelsestænkningen til filosofien og bremser dermed selv en teologisk reception af hans filosofi.
Uggla tager derfor i stedet Gustaf Wingren ind som den, der ud fra en skabelsesteologi
har udkastet en teologisk antropologi, som kan bygge bro mellem filosofi og teologi. Hos
denne sammenholdes skabelse og teologi med skabelsen som forståelseshorisont for evangeliet,
hvorved der skabes et muligt grundlag for en teologisk reception af Ricoeur.
5 Delkonklusion
Forholdet mellem Ricoeur og Frei rummer både ligheder og modsætninger. Samtidig med at
anerkende lighederne ønsker de hver for sig at afgrænse sig: Ricoeur reserverer sig overfor
betegnelsen "teolog", og Frei overfor filosofien. De kendetegnes begge af en stærk værdsættelse
af teksten, og her ikke mindst fortællingen, som litteratur, der på unik vis rummer eller
udkaster en verden, som læseren må forholde sig til. Det er samtidig blevet klart, hvorledes
det almene perspektiv hos Ricoeur mødes af en insisteren på det partikulære på alle niveauer
hos Frei. En hvilken som helst teologi, og ikke mindst en narativ, må derfor ifølge Frei, hente
sin plausibilitet i en modsvarighed til Jesu person, som han fremstår som interaktion af karakter
og hændelser. Ricoeurs oplæg til en narrativ teologi tager derimod udgangspunkt i det almene,
at fortællingerne svarer til andre fortællinger, og at selve fortællingsgenren svarer til
træk i den menneskelige natur og forståelse.
Ud fra forskellige teologiske synspunkter må man derfor også med eller mod Frei anse Ricoeur
for en filosofiens trojanske hest ind i eller en berigelse af teologien. I nærværende sammenhæng
er det mest afgørende, at de tætte bånd mellem dikotomien skabelsesteologi overfor
kristocentrisk teologi (dogmatikken), forholdet mellem (åbenbarings-)teologi og filosofi (religionsfilosofien)
og udlægningen af de bibelske fortællinger (eksegesen) igen er blevet understreget
og tydeliggjort. Der åbnes med den tilknytning af fortolkningsproblemet til dogmatikken,
som finder sted hos Vanhoozer og Uggla, nogle, for mig at se, interessante perspektiver.
Selvom jeg finder, at Uggla driver sin anvendelse af skabelsesteologien for vidt og må "pres-