Indholdsfortegnelse

158 Frei i Vanhoozers og Ugglas værker om Ricoeur
description of a community. The theologian should be more concerned with the specific set of
texts (the Gospels) and the most specific context (the Church), rather than with a general class
of texts (realisic narrative) and the most general context (human experience)." (Ibid., p. 165).
Ugglas indsigelse: Skabelsesfilosofi eller kristologisk antropologi?
Den kritik, som Vanhoozer rejser, tages op til kritisk overvejelse af B. K. Uggla (Uggla, ss.
510ff.), som i vid udstrækning søger at tilbagevise den, ved hjælp af en skabelsesteologi der
åbner op for en teologisk reception af Ricoeurs tænkning. Uggla ser antropologien, som afgørende
i Ricoeurs projekt, og Vanhoozer er den, som i sin behandling af Ricoeur bedst har forstået
at sammenholde hermeneutik, antropologiske forudsætninger og teologiske implikationer.
For Vanhoozer er det alvorligste problem ved Ricoeurs tænkning, at de antropologiske
forudsætninger leder til, at subjektets erfaringer og selvbevidsthed regnes som den egentlige
reference for Bibelens fortællinger. Uggla mener dog, at Vanhoozer overser Ricoeurs tænkning
om livet som gave og glemmer at skelne mellem en "allmän antropologisk ansats och en
mer specifik humanistisk antropocentrism." (Ibid., s. 517). Ricouer kan her bane vej for en
tredie position mellem liberal humanistisk antropocentrisme og en antihumansitisk antropoklasme,
idet han mellem centrering og decentrering stiller komunikationen og fortolkningskonflikten.
Dette ændrer dog ikke ved, at Ricoeurs antropologi forbliver filosofisk bestemt,
mens Vanhoozers antropologi er kristologisk bestemt, hvilket bliver til en skarp modsætning
mellem filosofi og "...en teologi som reducerats till kristologi." (Ibid., s. 519). Heller ikke i sit
åbenbaringsbegreb er Ricoeur kristocentrisk, men snarere polyfon, svarende til Bibelens mange
diskursformer og pegende frem mod et universelt skabelsesperspektiv. For Vanhoozer betyder
et sådant skabelseperspektiv et rent humanistisk billede af verden og mennesket, og han
ser derfor Ricoeurs antropologi som en blokering for en teologisk reception af hans filosofi.
Det er dog ikke givet, at skabelsesperspektiv og humanisme nødvendigvis hænger uløseligt
sammen. Hos K.E.Løgstrup finder Uggla et eksempel på et skabelsesperspektiv, der ikke fører
til en antropocentrisme, men til en decentrering af subjektet. I sin afhandling Den erkendelsesteorietsike
Konflikt mellem den transcendentalfilosofiske Idealisme og Teologien modstiller
Løgstrup en ekslusiv kulturel livsforståelse, hvor kulturen giver mening til den menneskelige
tilværelse, der i sig selv er formløs, og en skabelsestanke, hvor mennesket modtager livet
og mening, som en gave, idet det får form ved skabelsen. En sådan skabelsestanke med universelle
implikationer ser Løgstrup også afspejlet i Jesu forkyndelse. Skabelsen og ikke den
unikke åbenbaring er udgangspunktet for subjektets decentrering. Med Løgstrups antropologi,
udviklet ud fra skabelsestanken, kan vi således, ifølge Uggla, hævde, at også Ricoeurs antropologi,
selvom den ikke bygger på en kristologi, med rette kan betegnes som "kristen". Eksistensen
som gave og skabelse svarer til tekstens overskud af mening (hvorimod den kristologiske
bestemmelse hos Frei vel svarer til tekstens ene mening), og tekstens verden decentrerer