Indholdsfortegnelse

Frei i Vanhoozers og Ugglas værker om Ricoeur 157
mener Frei. Ricoeur holder sig ikke til fortællingerne selv, men udkaster et generelt system
med en generel læsemåde, som fortællingerne derefter passes ind i: "The system is an allencompassing
structure in which 'meaning-and-understanding' have set the foundational,
inescapable terms, and 'disclosure' is the equally inescapable, universal link between them."
(Ibid., p. 133). Dermed sker der, heller ikke hos Ricoeur, en åbning, men en formørkelse af de
bibelske fortællinger.
4 Frei i Vanhoozers og Ugglas værker om Ricoeur
Barth eller Bultmann? Receptionen hos Vanhoozer
I sin afhandling om Ricoeur rejser Vanhoozer, med brug af Frei, en kritik, lig den Frei selv
rejser. Vanhoozer ser debatten mellem Barth og Bultmann genrejst af Frei og Ricoeur, idet
kamppladsen denne gang er den bibelske fortælling (Vanhoozer, pp. 148ff.). De to tilgange er,
basalt set, at se fortællingerne og den person, de skildrer, enten som den "umulige mulighed",
at Gud åbenbarer sig, eller som den menneskelige "mulighed" åbenbaret i poetisk og religiøst
sprog. Dette valg afføder en forskel i forståelsen af teologiens opgave og metode, og af fortolkningen
af bibelfortællingerne, og en forskellig kristologi.
Ricoeur ser sig selv i forlængelse af Barth 52 , men denne relation betvivles af både Vanhoozer
og de postliberale teologer. Disse mener nemlig, at Riceour gør eksegesens fortolkning til
ét tilfælde af en større klasse (poesien), hvorved han lader sig lede af en teori om tekstlig forståelse
(et udtryk for det menneskelige, svarende til en Bultmannsk tænkning) og ikke af tekstens
egen sag (udtryk for åbenbaringen, som hos Barth). For Ricoeur gælder det grundlæggende,
at de bibelske tekster afslører nye menneskelige muligheder, men hermed udviskes det
unikke og uerstattelige ved Jesu person og handlinger: "In the climate of a consciousnessoriented
anthropology and hermeneutics, the descriptive and ascriptive character of literal
reading is lost, and with it the irreducible personal (literal!) subject Jesus Christ." (Ibid., p.
160). Tilsvarende er Guds-rige forkyndelsen i centrum hos Ricour, mens passions- og opstandelsesberetningerne
har størst vægt hos Frei. Også Sandhedsbegrebet farves af denne dikotomi
mellem alment og partikulært. Ricoeur ser i lighed med Heidegger sandhed primært som
manifestation (og desuden i mindre grad som proklamation), og som en afsløring af det menneskelige;
hvorved Jesus bliver et udtryk for det sandt menneskelige. Hos Frei forbliver ovegangen
fra tekstens mening til dens sandhed derimod et (transcendent) mysterium. Hvor Ricoeur
søger det almene, fremhæver Frei derimod til stadighed det partikulære, hvilket Vanhoozer
udtrykker således: "Now the theological task resembles the social anthropological
52
Forholdet mellem Barth og Ricoeur behandles indgående af Wallache, The Second Naivité, som peger på en
række både ligheder og forskelle.