Indholdsfortegnelse

156 Ricoeur, Frei og narrativ teologi
ninger og impliaktioner af sensus literalis, bl.a. (med termer lånt fra Ricoeur) den bogstavelig
læsnings evne til at give en fælles diskursverden mellem tekst og læser. Det er en verden, som
den erfarede verden, hvor personer og hændelser interagerer, og dette sætter os istand til at
forstå fortællingerne. Men Frei ønsker ikke hermed at udkaste en generel antropologi eller at
påstå, at fortællingssekvensen er en indbygget konstitution af den menneskelige væren. Dette
er måske og måske ikke tilfældet. "If there is a 'narrative theology,' the meaning of that term
in the context of the self-description of the Christian community is that we are specified by
relation to its particular narrative and by our conceptual redescription of it in belief and life,
not by a quality of 'narrativity' inherent in our picture of self, world, and transcendence at
large." (Ibid., p. 112). En narrativ teologi henviser altså, ifølge Frei, til kristendommens særegne
fortælling(er) og en konceptuel genbeskrivelse af denne, men udsiger ikke noget antropologisk
eller ontologisk om en virkelighedens særlige narrative karakter.
Evangeliefortællingernes mening er, at de er fortællingen om netop én bestemt person, Jesus
Kristus, som handlende og som én, der handles med. Vendt mod Ricouer m.fl. siger han:
"A unified theory of understanding that conceives of understanding as a proces or event and is
in turn an aspect of an anthropology of consciousness is unlikely to do justice to the character
of human being as agent-enactment or to the descriptive, conceptual adequacy of language in
the depiciton of such a story." (Ibid., pp. 112f.). Eftersom forståelse ikke kan sættes på et begreb,
men veksler i karakter med de forskellige typer af tekster, er det den bogstavelige læsning
og ikke en forståelseshermeneutik, som er nøglen til de bibelske fortællinger og kernen i
en narrativ teologi.
b) Freis kritik af Ricoeur
I den meget centrale artikel "The 'Literal Reading' of Biblical Narrative in the Christian Tradition:
Does It Stretch or Will It Break?" (Theology, pp. 117-152) fortsætter Frei debatten med
Ricoeur (og D. Tracy) og går her ind i en mere direkte kritik. Ricoeur og Tracy hæfter sig,
ifølge Frei, ikke ved tekstens mening, men alene ved fortolkerens forståelse. Teksten viser en
"mode-of-being-in-the-world", som repræsenteres af teksten ved gennem denne at åbnes for
forståelsen. Deres læsning bliver desuden en læsning, der er nærmere det allegoriske end det
"bogstavelige", fordi Jesus tages som udtryk for en mening, et sæt af attituder, disposistioner
eller evner og ikke som en bestemt person. Det religiøse sprog genbeskriver blot den menneskelige
erfaring som grænseerfaring formidlet i "grænse-sprog". Jesus og Guds rige står i indbyrdes
reference som udtryk for mødet med, eller grænsen til, det større, det transcendente.
Dermed er Jesu person ikke fortællingens mening, men står som henvisning til noget større.
Frei anklager Ricoeur for nok, at ville fastholde Jesus som det subjekt, der beskrives i fortællingerne,
men samtidig at gøre ham til (blot) et symbol på noget alment, for derved at kunne
sammenholde Jesus som det særlige og som udtryk for noget alment. Men dette holder ikke,