Indholdsfortegnelse

Ricoeur, Frei og narrativ teologi 155
tællinger: de bibelske fortællinger er "hellige" fortællinger modsat "sekulære" fortællinger.
De er tradition, autoritative og liturgiske. For det andet rummer de bibelske fortællinger et
meget komplekst forhold mellem fortælling og historien, der bedst kan beskrives som historylike.
For det tredje er der ingen bibelsk fortælling, der kun fungerer som fortælling. De får
derimod deres teologiske og religiøse mening ved at være komponeret sammen med andre
typer af diskurs, f.eks. lovstof og hymner. Denne dialektik mellem fortællinger og ikkefortællende
udtryk for troen findes både i Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Det
betyder, at det ikke er nok at beskæftige sig med fortællinger, eftersom disse ikke dækker alt,
hvad Bibelen har at sige. Den fjerde vanskelighed er overgangen fra fortællende til eksplicit
teologisk diskurs. De ikke-fortællende dele udgør her et mellemled, men det er nødvendigt at
klargøre et princip for meningsfuldhed, før det kan bestemmes, hvad fortællingernes (teologiske)
mening er.
Ricoeur tilslutter sig Dietrich Ritschls formulering af teologiens opgave: "[A] task of clarification
(for the sake of communication); a task of coherence (for the sake of both ethics and
logic); a task of reflection about the limits of flexibility of traditional creeds (as regards new
formulations and modern articulations); and a task of stimulation for the sake of new insights
and new discoeveries. Only the last one may rely solely on mere 'retelling.' The three others
require summaries, regulative propositions, and systematic patterns." (Figuring, p. 247). Teologien
er altså tvunget til at udføre et egentligt systematiserende arbejde med og på fortællingerne
for at kunne udfylde sin opgave. Den kan ikke bare gentagende eller parafraserende
sige: "Så siger teksten!". En narrativ teologi kan derfor aldrig være en blot (gen-)fortællende
gengivelse, men må tillige rumme en systematisk tænkning og fremstilling, som ledes på vej
af de ikke-fortællende dele af de bibelske skrifter.
Freis forbehold overfor en narrativ teologi og kritik af Ricoeur
a) Freis tænkning med henblik på en narrativ teologi
Freis indlæg "Theology and the interpretation of Narrative: Some Hermeneutical Considerations"
(Theology, pp. 94-116) udgør ikke et udkast til en egentlig narrativ teologi, men er en
gennemgang af grundtræk fra hans tænkning omkring tekstmening, identitet og teologiens
grundlag. Til sidst vedgår Frei, at han faktisk ikke bryder sig om talen om en "narrativ teologi",
eftersom det i for høj grad fastlåser teologien og eksegesen. Fra en indledende modstilling
af de to typer teologi, den filosofisk funderede og den, der funderer sig i tekstens kontekst i
kirken som en beskrivelse af kristendommen og dens sprog som et socialt fænomen, går Frei
over til spørgsmålet om tekstens "bogstavelige" mening. Der er nemlig en stærk sammenhæng
mellem den sidstnævnte forståelse af teologi og en skriftfortolkning, der bygger på sensus
literalis og fortællingernes "bogstavelige" mening. Han gennemgår herpå forskellige betyd-