Indholdsfortegnelse

150 Delkonklusion
bygge på en forudgående filosofi, hvad enten denne har material eller formal karakter, hvad
enten den udgør et helt virkelighedsbillede eller, mere tilbageholdende, blot kriterier for mening
og sandhed. Men teologien er samtidig uundgåeligt, som menneskelig tænkning, selv en
art filosofi, der blot hele tiden må forholde sig kritisk og frit udvælgende til de eksisterende
og omgivende filosofier. Teologien må således selv sætte sine kriterier for mening og sandhed.
Eksegesen udgør et systematisk arbejde med en række tekster, der skal behandles som
litterære tekster og ikke som historiske kilder. Eksegesen skal med et bredt udvalg af gængse
litterære metoder afdække tekstens mening som det, teksten siger, og ikke som dens eventuelle
reference til noget udenfor teksten. Dette skal, hvor der er tale om realisitiske fortællinger,
ske med en bogstavelig læsning, der efter kirkens tradition læser det, der står, i en ligefrem
betydning og ikke som symbolsk eller mytisk formidling af dybere eller højere sandheder end
den umiddelbare mening. Dette implicerer ingen stillingtagen til teksternes sandhed, hvad
enten denne antages at være historisk, eksistentiel eller slet ikke. Mening og sandhed er adskilte
størrelser, og trosantagelsen eller trosafvisningen af tekstens sandhed hører ikke hjemme
i selve tekstudlægningen, dvs. eksegesen.
9 Delkonklusion
Mine kritiske kommentarer til Freis projekt med særligt henblik på en teologisk brug kan
sammenfattes i følgende punkter:
• En udfordring: Freis tekstteori har udgjort og udgør en væsentlig udfordring for den eksegese,
som har hængt fast i en række bestemte historisk-kritiske metoder med en ganske
snæver dagsorden og et begrænset synsfelt. Hans publikationsfattige forfatterskab har dog
først og fremmest, med Eclipse, sat ord på dette misforhold og selv kun i meget ringe grad
udfoldet en egentlig eksegese.
• Teksten frem i lyset: Styrken i Freis "realistiske fortælling" og "bogstavelige læsning" er
efter min opfattelse, at denne tænkning rehabiliterer den foreliggende tekst i dens helhed
og gengiver muligheden for en nærhed til teksten selv, som ellers forsvinder i en traditionel
kritisk tilgang. Frei mangler dog i tilstrækkelig grad at gøre rede for plausibiliteten af
en sådan prioritering dels af teksten som tekst, dels af netop denne foreliggende tekst fremfor
evt. bagvedliggende tidligere tekster og fremfor andre foreliggende tekster eller tekstsamlinger
(f.eks. Koranen).
• Partikularitetstænkning: Den velvillige tolkning af udviklingen i forfatterskabet, som vi
finder hos W.C:Placher, der ser det som en udvikling af nogle forblivende temaer, bl.a. Ryles
identitetstænkning og en passion for det partikulære, kan jeg tilslutte mig, og jeg anser
denne udvikling for passende og nødvendig. Med partikularitetstænkningens udvikling fra
teksten til teologien som videnskab fastholder han nemlig sin insisteren på, at læsningen af