Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse
14 Filosofiske linier hos Ricoeur Den første kopernikanske revolution: centrering af subjektet a) Indledning Med Descartes´ cogito bliver den selvfølgelige, umiddelbare sansning og erkendelse af verden pludselig problematisk, og tænkningen må derfor tage sit udgangspunkt i det subjekt, som erkender. Denne vending præger al efterfølgende filosofi, idet den med nødvendighed må tage stilling til denne vending. Udover Descartes inddrager Ricoeur tillige Kant, Husserl og Jaspers, der alle udvikler deres filosofi ud fra en grundlæggende subjektivisme. b) Descartes Filosofiens første kopernikanske revolution fandt sted da René Descartes satte subjektet i centrum for al erkendelse og tænkning. Med sin metodiske tvivl holdt han al erkendelse undtagen selverkendelsen for usikker, og nåede frem til sit Cogito ergo sum. Descartes problematiserede gennem sin metodiske tvivl erkendelsen af verden, og gjorde dermed samtidig verden til et objekt for en "privilegeret" menneskelig erkendelse. Ricoeur citerer Heidegger om Descartes og siger: "In the metaphysics of Descartes, the existent was defined for the first time as the objectivity of representation and truth as certainty of representation." (Ibid., p. 228). Der er for Descartes ingen umiddelbar og sikker erkendelse af tingene omkring os, og dermed er der skubbet en kile ind mellem menneske og verden. Descartes metodiske tvivl førte ham til sidst frem til et holdepunkt i cogito´et: "Jeg tænker, altså er jeg". Descartes´ cogito står ikke isoleret, men stilles af Ricoeur ind i en lang række af cogito´er fra Sokrates til Kant, hvor Descartes måske nok i denne sag udgør et højdepunkt. Alle disse er fælles om en opposition til påstanden om en sandhed uden et subjekt, men Ricoeur mener, de bør alliere sig med denne subjektfilosofiens største udfordring for at lade sig berige af den! Descartes blev i vestlig filosofi begyndelsen på en subjektorienteret filosofi, der udgør en massiv strøm i denne. Ricoeur skriver således: "I assume here that the positing of the self is the first truth for the philosopher placed within that broad tradition of modern philosophy that begins with Descartes and is developed in Kant, Fichte, and the reflective stream of European philosophy." (Freud, p. 43). Med Descartes blev filosofien for alvor refleksion. Det er det bevidste subjekt, som tænker over sin egen tilværelse. Det har siden været stort set uomgængeligt således at tage udgangspunkt i jeg´et som det jeg, der søger kundskab, også hvor subjektet er blevet decentreret og bevidstheden erklæret for "falsk". Således er også Ricoeurs grundlæggende projekt, at forstå den menneskelige tilværelse, at forstå sin tilværelse. Derfor bliver Ricoeurs filosofi også i høj grad en refleksiv filosofi. Men Ricoeurs brug af Descartes er som et afsæt, og ofte et negativt afsæt, idet den metodiske tvivl nu også rettes mod subjektets selverkendelse. Det selv som reflekterer, sætter sig selv og er noget givet, som væren og som tænken, men selvet må blive
Filosofiske linier hos Ricoeur 15 et "jeg" (i freudiansk terminologi) gennem refleksionen. Og denne refleksion er ikke en intuition (ibid.), ikke noget umiddelbart, men en lang proces. Refleksionen er en bestræbelse på at gribe cogito´ets subjekt, jeg´et. Refleksiv filosofi er altså det modsatte af en umiddelbarhedsfilosofi (ibid.). Ricoeur kan tilslutte sig Descartes angående den umiddelbare sikkerhed om bevidstheden selv, men trækker derpå straks en grænse op ved at sige, at bevidstheden kan betvivles som sandhed (Conflict, p. 101). Mennesket kan være vis på sin egen bevidsthed, at jeg er, men må arbejde sig frem mod en forståelse af hvad jeg er, på hvilket spørgsmål der i øvrigt ikke gives noget sikkert svar. c) Kantiansk skematisering Kant videreudvikler den kartesianske distancering af subjektet og deraf følgende objektivering af verden ved at præcisere, hvori erkendelsesvanskeligheden består. Vi har ikke direkte adgang til tingen selv, men kender kun tingen, som den fremtræder for os. Kategorier som tid og rum kan ikke fastslås som kendsgerninger ved tingen, men må ses som a-priori kategorier hos det erkendende subjekt. Der sker i erkendelsen en "skematisering" af det erkendte, som så at sige sættes ind i et temporalt og spatialt skema, efter visse principper, f.eks. årsag - virkning. Men hos Kant står subjektet selv stadig uproblematiseret. Kant taler om en syntetiserende fantasi eller forestillingsevne (Einbildungskraft) 5 , der ud af sansekundskaber og forstandskundskab skaber kundskab. Fantasien har en produktiv rolle og er altså ikke bare en kopimaskine, der skaber efterligninger af en given virkelighed. Når fantasien skaber kundskab, sker det under brug af en skematisering. Skematiseringen regulerer og vejleder vores kundskabsskaben. Denne skematisering afgrænser desuden fantasi begrebet. Man kan ikke bare frit forestille sig en hvilken som helst verden. Fantasien er derfor, hvad Ricoeur kalder, en "reguleret fantasi". "Tanken på att fantasin vägleds av ett organiserande schema i rörelse blir därmed i sin forlängning också nyckel till hur språket påverkar och formar våra verklighetskonstruktioner och vår relation till världen." (Uggla , 1994, s. 354). Sproget er nemlig i høj grad bestemmende for fantasien, idet det regulerer, vejleder og inspirerer denne. Ricoeurs videreførelse kan altså ses som en lingvistisk fornyelse af den kantianske skematisering, idet sproget indtager den plads skematiseringen havde hos Kant. Her peger en lige linie frem til Temps et Récit, hvor tanken netop er at fortællingen skematiserer vores tid, så den bliver historisk eller menneskelig tid. Mening kan enten ses som en mening eller formålsrettethed, som ligger i verden og tingene selv, eller som et skema det erkendende og forstående subjekt lægger over eller indordner det erkendte i. Det ville her umiddelbart synes oplagt at vælge at indordne fortolkningen under den kantianske skematisering, men Ricoeur gør kun dette under en samtidig påpegning af en 5 Om brugen af "fantasi" som oversættelse af tysk: Einbildungskraft / fransk: imagination se Uggla , 1994, s. 343 note 1.
- Page 1 and 2: Forord 3 Introduktion 5 1 Indlednin
- Page 3 and 4: Indledning 3 Forord I forbindelse m
- Page 5 and 6: 1 Indledning Indledning 5 Introdukt
- Page 7 and 8: Tekstteori i det tyvende århundred
- Page 9 and 10: Om valget af Paul Ricoeur og Hans W
- Page 11 and 12: 1 Indledning Indledning 11 Kapitel
- Page 13: 2 Filosofiske linier hos Ricoeur Fi
- Page 17 and 18: Filosofiske linier hos Ricoeur 17 R
- Page 19 and 20: Filosofiske linier hos Ricoeur 19 h
- Page 21 and 22: Filosofiske linier hos Ricoeur 21 d
- Page 23 and 24: Filosofiske linier hos Ricoeur 23 d
- Page 25 and 26: Filosofiske linier hos Ricoeur 25 k
- Page 27 and 28: Filosofiske linier hos Ricoeur 27 i
- Page 29 and 30: Filosofiske linier hos Ricoeur 29 v
- Page 31 and 32: Filosofiske linier hos Ricoeur 31 d
- Page 33 and 34: Filosofiske linier hos Ricoeur 33 m
- Page 35 and 36: Filosofiske linier hos Ricoeur 35 e
- Page 37 and 38: Filosofiske linier hos Ricoeur 37 l
- Page 39 and 40: c) Eksistens og hermeneutik 16 Filo
- Page 41 and 42: Filosofiske linier hos Ricoeur 41 a
- Page 43 and 44: Hvad er en tekst? 43 kategori, men
- Page 45 and 46: Hvad er en tekst? 45 Tekst er disku
- Page 47 and 48: Hvad er en tekst? 47 venhed og meni
- Page 49 and 50: Hvad er en tekst? 49 ket hele. Den
- Page 51 and 52: Symbol, metafor, fortælling 51 afs
- Page 53 and 54: Symbol, metafor, fortælling 53 i a
- Page 55 and 56: Symbol, metafor, fortælling 55 res
- Page 57 and 58: Symbol, metafor, fortælling 57 teo
- Page 59 and 60: Symbol, metafor, fortælling 59 del
- Page 61 and 62: Symbol, metafor, fortælling 61 giv
- Page 63 and 64: Symbol, metafor, fortælling 63 må
Filosofiske linier hos Ricoeur 15<br />
et "jeg" (i freudiansk terminologi) gennem refleksionen. Og denne refleksion er ikke en intuition<br />
(ibid.), ikke noget umiddelbart, men en lang proces. Refleksionen er en bestræbelse på at<br />
gribe cogito´ets subjekt, jeg´et. Refleksiv filosofi er altså det modsatte af en umiddelbarhedsfilosofi<br />
(ibid.). Ricoeur kan tilslutte sig Descartes angående den umiddelbare sikkerhed om<br />
bevidstheden selv, men trækker derpå straks en grænse op ved at sige, at bevidstheden kan<br />
betvivles som sandhed (Conflict, p. 101). Mennesket kan være vis på sin egen bevidsthed, at<br />
jeg er, men må arbejde sig frem mod en forståelse af hvad jeg er, på hvilket spørgsmål der i<br />
øvrigt ikke gives noget sikkert svar.<br />
c) Kantiansk skematisering<br />
Kant videreudvikler den kartesianske distancering af subjektet og deraf følgende objektivering<br />
af verden ved at præcisere, hvori erkendelsesvanskeligheden består. Vi har ikke direkte<br />
adgang til tingen selv, men kender kun tingen, som den fremtræder for os. Kategorier som tid<br />
og rum kan ikke fastslås som kendsgerninger ved tingen, men må ses som a-priori kategorier<br />
hos det erkendende subjekt. Der sker i erkendelsen en "skematisering" af det erkendte, som så<br />
at sige sættes ind i et temporalt og spatialt skema, efter visse principper, f.eks. årsag - virkning.<br />
Men hos Kant står subjektet selv stadig uproblematiseret.<br />
Kant taler om en syntetiserende fantasi eller forestillingsevne (Einbildungskraft) 5 , der ud af<br />
sansekundskaber og forstandskundskab skaber kundskab. Fantasien har en produktiv rolle og<br />
er altså ikke bare en kopimaskine, der skaber efterligninger af en given virkelighed. Når fantasien<br />
skaber kundskab, sker det under brug af en skematisering. Skematiseringen regulerer<br />
og vejleder vores kundskabsskaben. Denne skematisering afgrænser desuden fantasi begrebet.<br />
Man kan ikke bare frit forestille sig en hvilken som helst verden. Fantasien er derfor, hvad<br />
Ricoeur kalder, en "reguleret fantasi". "Tanken på att fantasin vägleds av ett organiserande<br />
schema i rörelse blir därmed i sin forlängning också nyckel till hur språket påverkar och formar<br />
våra verklighetskonstruktioner och vår relation till världen." (Uggla , 1994, s. 354). Sproget<br />
er nemlig i høj grad bestemmende for fantasien, idet det regulerer, vejleder og inspirerer<br />
denne. Ricoeurs videreførelse kan altså ses som en lingvistisk fornyelse af den kantianske<br />
skematisering, idet sproget indtager den plads skematiseringen havde hos Kant. Her peger en<br />
lige linie frem til Temps et Récit, hvor tanken netop er at fortællingen skematiserer vores tid,<br />
så den bliver historisk eller menneskelig tid.<br />
Mening kan enten ses som en mening eller formålsrettethed, som ligger i verden og tingene<br />
selv, eller som et skema det erkendende og forstående subjekt lægger over eller indordner det<br />
erkendte i. Det ville her umiddelbart synes oplagt at vælge at indordne fortolkningen under<br />
den kantianske skematisering, men Ricoeur gør kun dette under en samtidig påpegning af en<br />
5<br />
Om brugen af "fantasi" som oversættelse af tysk: Einbildungskraft / fransk: imagination se Uggla , 1994, s. 343<br />
note 1.
Change language