Indholdsfortegnelse

Afrunding 149
nænsomt som muligt, for derved at kunne måle "tingen" selv og ikke "måleapparatet". Dette
vil på tekstniveauet sige gennem en læsning, der tager teksten selv, for det den er, og på det
fagvidenskabelige niveau gennem et studium og en forskning, der bevidst holder sig fri af alle
forudsætninger, der ikke hører til teksten eller dens kontekst selv.
På tre niveauer minder Freis tænkning om nykritikken. For det første ses Jesu person som
et afgrænset hele, i hvilket Jesu identitet aftegnes af det, som Jesus gør, og af det, der sker
med ham, svarende til det nykritiske lukkede tekstunivers, som selv rummer sin mening i og
med sin indre struktur. Denne autonome tekst svarer, for det andet, til Freis tekstforståelse, at
tekstens mening er det, den siger, og ikke det, den siger noget om, dens "Sinn" og ikke dens
"Bedeutung", idet han dog tenderer til helt at ville opgive denne skelnen. Teksten svarer ikke
til en virkelighed, men udsiger (en) virkelighed. Samtidig forholder Frei sig dog kritisk til
nykritikken som strømning, fordi den gør det særlige, det som gælder for Jesus og for evangelierne,
til en almen teori, som udbredes til alle tekster, hvorved evangeliefortællingen bliver
blot ét eksemplar af en bestemt gruppe eller genre. Frei afsvækker dog sin tillid til tekstens
iboende evne til at sætte kriterier for sig selv og egen mening, idet han går over til at lade den
kirkelige tradition, qua tekstens (brugs-)kontekst, sætte disse kriterier.
De bibelske fortællinger, særligt evangeliefortællingerne, fremstår som realistiske fortællinger,
der, også hvor de hændelser der berettes om har overnaturlig under-karakter, altid lader
sine beretninger have realistisk karakter. Fortællingen selv "foregiver", uden at hævde det,
at dette faktisk er sket. Jesu identitet, som denne kommer til udtryk i Jesu liv og handlinger i
evangeliefortællingerne, er kristendommens sine qua non. En persons identitet afdækkes
bedst ved de to formale spørgsmål: "Who is he?" og "What is he like?". De hændelser, ved
hvilke man uvilkårligt siger: "Her er han virkelig sig selv", er konstituerende for personens
identitet. Jesu identitet som Jeg Er, Guds nærvær, er kristendommens essens og konstitueres
gennem passions- og opstandelsesberetningerne. Hvis Jesus Kristus ikke faktisk er opstået fra
de døde, er han ikke virkelig "sig selv", dvs.: Jeg Er, livet, og dermed ikke den person, fortællingerne
iøvrigt og kirkens tolkning af disse har regnet ham for. Frei ønsker altså på trods af
en "intrinsic" læsningsstrategi, som synes at lægge op til en rent æstetisk vurdering af teksten
som fiktivt værk, at fastholde fakticiteten af visse hændelser, særligt Jesu opstandelse, som en
indre nødvendighed for den kristne tro og for fortællingernes mening.
Eftersom ethvert forsøg på at finde en tekstens mening udenfor eller ved siden af teksten
selv bliver fortænkt og bestemt af alt andet end teksten selv, må tekstens mening fastholdes at
være teksten selv, det som teksten siger i sig selv. Denne mening afdækkes gennem en "bogstavelig"
læsning, der læser teksten ligefremt og som en indre helhed. Der sker dog på dette
felt en udvikling, idet Frei, under indflydelse fra ikke mindst andre postliberale teologer, i
sine sene skrifter taler om teologien som en "sociologisk" videnskab, hvis mål er at fortolke i
overensstemmelse med den kirkelige traditions praksis. Teologien må derimod altid undgå at