Indholdsfortegnelse

148 Afrunding
forhindrer en kritisk forholden sig til og bevidsthed om disse forudsætninger. Det er på sin
plads at spørge, om ikke også en sådan metodisk skepsis selv er udtryk for et generelt teoretisk
grundlag, hvorved Frei indhentes af sin egen kritik. Frei selv vil afvise dette under henvisning
til, at hans skepsis ikke er metodisk, men bestemt af sagen. Der er heller ikke tale om
en fuldstændig afvisning af et samspil mellem teologi og filosofi, men en anvisning om, hvorledes
dette samspil må lade sig bestemme af den aktuelle "sag". Frei når dog på dette punkt
lidt for hurtigt til sin konklusion, idet han fæstner for stor tillid til "sagens", dvs. fortællingens,
klarhed og evne til at determinere, hvilken tilgang til den selv, der er passende, og ikke i
tilstrækkelig grad anerkender muligheden af en "ghost in the machine" hos læseren, som umuliggør
tanken om et frit og "uskyldigt" teologisk arbejde med teksterne 50 .
Når Frei i sit senere forfatterskab tyer til den kirkelige tradition som argument for sin bogstavelige
læsning, er dette vel nok også et udtryk for en erkendelse af umuligheden af en kontekstuafhængig,
udelukkende sagbestemt læsning. Kan læseren aldrig blive fri af sin kontekst,
kan denne kontekst til gengæld blive søgt kvalificeret. Igen må der repliceres: kan læseren frit
vælge sin kontekst? Frei selv lægger f.eks. aldrig skjul på sin afhængighed af sine læremestre
Niebuhr, Auerbach og Ryle, som ikke udgør nogen valgt, "kvalificeret" kontekst, men snarere
en kontekst Frei er blevet "sat" ind i. Det står således uklart, hvorvidt Frei i tilstrækkelig grad
tager højde for den kontekst og baggrund teologen og teologien altid bærer med sig. Med
Freis anbefaling af sin egen filosofikritiske teologi i en kristen / kirkelig kontekst rejser sig
endvidere spørgsmålet: Hvorfor skal en teolog interessere sig for tekstens egen sag, sådan
som kirken traditionelt har læst denne under tilsidesættelse af egne erfaringer og egen samtids
filosofi og tænkning?
Desuden kan, der fra en dogmatisk vinkel rejses den indvending, at Freis insisteren på en
intra-tekstlig intra-kirkelig læsning er knyttet til en snævert kristologisk orienteret (åbenbarings)teologi,
som må korrigeres eller evnetuelt forkastes af en skabelsesorienteret teologi
med et mere positvit syn på naturlig teologi og den menneskelig tænknings muligheder i filosofien.
Denne indvending udfoldes nærmere nedenfor i kapitlet Debat mellem Paul Ricoeur
og Hans W. Frei.
8 Afrunding
Teologi er for Frei en kritisk selvrefleksion, hvor kirken gennemtænker og artikulerer sine
egne udtryk, som disse findes i de bibelske skrifter og i bekendelser m.v.. Teologiens mål er
at udføre dette så adækvat som muligt, hvilket kun kan finde sted, hvor sagen selv får lov at
træde frem uforvrænget. Dette kræver, at teologien på alle niveauer går frem så forsigtigt og
50
Denne overvejelse angående eksegesens subjekt vil blive udfoldet yderligere i afsnittet Henblik på forholdet
mellem religionsfilosofi og eksegese.