Indholdsfortegnelse

Forholdet mellem teologi og filosofi 147
hed, og en forståelse af teksten består her i besiddelse af religiøse færdigheder til at anvende
den. Schleiermacher, type tre, søger en integration mellem almene kriterier og teologien, mellem
Jesus på historikerens præmisser og Kristus på kirkens præmisser, men står i fare for at
ende i indre modsigelse i forsøget på at etablere denne vanskelige forbindelse. Barth, type
fire, formår på det hermeneutisk, tekstlige niveau en modsigelsesfri samtænkning, men har
samtidigt vanskeligt ved at redegøre for den historiske status, bl.a. når det gælder de kristologiske
udsagn; på hvilken måde er inkarnationen f.eks. historisk? Den vanskelighed jeg tidligere
har forfulgt hos Frei selv. Frei anser de teologier, som forholder sig frit udvælgende til
spektret af filosofier, som mest adækvate, hvorimod de, som på forhånd er bestemt af en total
underlæggen sig eller afvisning, på hver sin måde hindrer en sagsvarende eksegese.
Delkonklusion
Det funderende princip i Freis grundlagstænkning om forholdet mellem teologi og filosofi er,
at ingen anden fortælling eller nogen filosofi eller noget fremmed virkelighedsbillede må få
prioritet i teologien fremfor de bibelske fortællinger. Historievidenskab, menneskelig erfaring
og filosofi er nemlig også at regne som fortællinger, vi fortæller, og som dermed ikke har nogen
anderledes status end de bibelske fortællinger. Beskrivelsen af den kristne religion må
derfor vælge dennes hellige skrift, Bibelens fortælling, som sit grundlag, både for sin metode
og sit indhold. Der består en tæt sammenhæng mellem synet på forholdet mellem filosofi og
teologi og synet på eksegesens mål og midler. Freis typologi opstiller på en usædvanlig og
interessant måde et bredt spekter af teologier, blandt hvilket han særligt identificerer sig med
Schleiermacher og ikke mindst Barth, der begge vil bevare en ad hoc relatering af filosofi og
teologi; Barth med en prioritet, der følges af Frei, til teologien som kristendommens selvbeskrivelse.
Idet jeg her ser bort fra spørgsmålet om ønskeligheden af en frit udvælgende holdning til
filosofien, vil jeg overveje muligheden af en sådan fri udvælgen, for eksegesen som sådan og
for den enkelte ekseget. Er teologen en "tabula rasa", der lader sig fylde, deltager i et gensidigt
samspil eller skabende i hele den teologiske proces? Med dette spørgsmål udstrækkes det
velkendte spørgsmål om samspillet mellem tekst og læser til den teologiske virksomhed og
dens metode som sådan. Kan teologen eller teologien befri sig fra sine givne forudsætninger
eller elliminere deres betydning ved at vælge at forholde sig frit, kritisk udvælgende til forudsætningernes
implicitte filosofi(er)? I sin beskrivelse af Barth trækker M.I.Wallace en række
(overraskende, indrømmer han selv) udtalelser frem, hvor Barth vedgår, at eksegeten ikke kan
befri sig fra sin "intellektuelle skygge" fordi et verdenssyn eller en filosofisk tendens nødvendigvis
ledsager enhver fortolkning af bibeltekster. Selv den mest jævne bibellæser medbringer
en filosofi, som er medbestemmende for denne læsers møde med den bibelske tekst. Det er
derfor en filosofi- eller forudsætningsløshed aldrig kan komme på tale, hvilket imidlertid ikke