Indholdsfortegnelse

146 Forholdet mellem teologi og filosofi
således, som nævnt, snarere en sociologisk end en filosofisk eller historisk videnskab, og reglerne
for denne videnskab kan aldrig formuleres som en selvstændig metodik, men afhænger
altid af og læres kun gennem praksis. Materialet sætter selv de kriterier for mening, som dets
meningsfuldhed må måles på. (At fælde dommen "meningsløs!" er ikke del af selve det teologiske
arbejde, men et muligt valg for den, som har udført det.)
Frei sammenfatter selv sit forbeholdne syn på filosofiens plads i teologien: "Theology is a
carefully modulated way of articulating the faith philosophically but therefore fragmentarily,
even though in a fit, descriptive fashion. At some point, though not too quickly, philosphical
agnosticism has to set in in the interest of fullblooded Christian theology." (Types, p. 91).
Filosofi - teologi - eksegese
De enkelte typer i Freis typologi udgør ikke brede almene rammer, indenfor hvilke enhver
læsning er mulig, men allerede bestemmelsen af teologiens forhold til filosofien determinerer
den påfølgende eksegeses muligheder. Frei vil vise, hvordan den teologi ser ud, der bedst svarer
til en "bogstavelig" læsning af Bibelens realistiske fortællinger, gennem hvilke Jesu person
og identitet formidles. Denne læsning og formidling er nemlig traditionelt i kirken blevet
regnet som kristendommens centrum og omdrejningspunkt, og teologiens opgave er derfor at
understøtte netop en sådan læsning 49 .
Kristendommens centrum er en bestemt person, som den kristne står i relation til. En sådan
relation er kun mulig i kraft af et minimum af kendskab til denne persons identitet. Det giver
ikke mening at tale om en relation mellem personer, som slet intet kendskab har til hinanden.
Evangeliefortællingerne svarer til dette forhold og bliver derfor centrum blandt de bibelske
skrifter, idet de formidler kendskab til Jesu person og identitet. Denne formidling bygger på
samsvaret mellem identitet og handling og på samsvaret mellem fortællingens forløb og handlingslivets
forløb. Den rette læsning af disse fortællinger er den "bogstavelige" læsning, som
fuldt ud lader fortællingens egen mening, i sig selv og som fortælling, komme frem. Den ideelle
teologi understøtter derfor denne læsning, og efter i Eclipse at have kritiseret de sidste tre
hundrede års teologi for stort set fuldstændig at have overset denne læsning har Frei nu med
sin typlogi peget på mulige lyspunkter i denne teologiens forfaldshistorie, der kan danne udgangspunkt
for et mere positivt arbejde.
Teologierne af type et og to, underlægger sig filosofiske meningskriterier for deres læsninger
og erstatter dermed, ifølge Frei, fortællingens unikke subjekt med et alment meningskoncept.
Læsningens formål kan her ikke blive kendskabet til en person, men opnåelse af en art
mening, der svarer til en given filosofi. En teologi af den femte type hensætter sig selv i stum-
49 En lignende henvisning til kirkens traditionelle læsning anvendes af N. Wolterstorff i dennes argumentation
for Bibelen som 'divine discourse', idet den dog ikke her får slet samme vægt som hos Frei. (Jvf. Wolterstorff, p.
131).