Indholdsfortegnelse

Forholdet mellem teologi og filosofi 145
subject matter governs concepts as well as method, not vice versa." (Ibid., p. 162). Det er her
tydeligt, som jeg skal komme ind på det nedenfor, at se ligheden til Freis tekstfortolkning,
hvor metoden også gøres mest mulig formal for ikke at forvride tekstens egen mening.
De kriterier, som filosofien eller en videnskabsteori kan stille op, kan aldrig blive neutrale
eller objektive. Dette gælder også begreber som historisk realitet, fakticitet og sandsynlighed:
"[] I think those terms are not privileged, theory-neutral, trans-cultural, an ingridient in the
structure of the human mind and of reality always and everywhere..." (Theology, p. 211). Sådanne
kriterier kan altså aldrig udgøre en almen grund for nogen videnskab, heller ikke for
teologien. For eksempel angriber Frei gentagne gange forsøget på en teologisk apologetik, der
vil vise, at de bibelske fortællinger er historisk korrekte, hvilket af G. Hunsinger beskrives
således: "The key move behind this apologetic aim and correlationist method, as Frei sees it,
is allowing the criteria of meaningfulness to be determined on rational grounds independently
of biblical narrative.This move ensures that an independently validated anthropology, whatever
it may be, will set the terms for the significance of Jesus Christ." (Ibid., p. 238).
I forbindelse med sin kritik af et filosofisk grundlag gør Frei sig den (humoristiske) forestilling,
at han kommer i Himmelen og her overhører en samtale mellem tænkere fra Wilfred
Sellars til Kant og Aristoteles. Når disse er blevet enige om, hvad de mener med logik, transcendentale
kategorier, formal vished osv., da mener Frei at ville have et udgangspunkt for en
naturlig teologi eller et passende teologisk prolgeomena! "But until then, that’s my problem. I
indeed can´t do without some philosophical equivalent to natural theology, some philosophical
equivalent to epistemology, let’s say, but I have to piece it together eclectically and provisionally."
(Ibid., p. 210). På trods af en fuldstændig afvisning af enhver filosofi som muligt
grundlag eller udgangspunkt for teologien er Frei sig samtidig bevidst, at den forudsætningsløse
teologi såvel som den filosofi-frie teologi er en umulighed. Enhver menneskelig tænkning
sker jo på et grundlag og via bestemte tankebaner og slutninger, som ikke er frit i luften
svævende. Den ansvarlige teologs opgave er, aldrig at lade sig bestemme af disse uundgåelige
forudsætninger, af denne for-forståelse, men at lade denne være objekt for "sagen"s kritk frem
for omvendt, svarende til at tekstens mening kan skabe opbrud i læserens forståelse og meningskategorier.
Hvor filosofien og dens sprog altid har en midlertidig karkater og til stadighed veksler, således
at det, som for en tid kan betegnes som faktuelt, af en anden tid afvises som sådan, ser
Frei derimod i kirkens sprog en stærk kontinuitet, idet denne tildeler Bibelens sprog paradigmatisk
status. Frei arbejder derfor ud fra den overbevisning, at hvad kirken (traditionelt) mener
med begreber som "Gud", "viden", "mening" m.v., ligger mere fast end, hvad filosofien
lægger i disse begreber, og dermed udgør et mere solidt fundament. Kirken fremstår som en
kultur med sine egne regler og konventioner, og teologiens opgave er, hvad enten teologen
står som ekstern observatør eller som engageret "medlem", at afdække disse. Teologien er