Indholdsfortegnelse

144 Forholdet mellem teologi og filosofi
"naturlig teologi". Der gives heller ingen almen gyldig, universel for-forståelse, som er normerende
for teologien. Afvisningen af filosofien som grundlag betyder ikke, at Barth istedet
vil erstatte filosofien med et sæt af særlige kristelige meningskriterier. Han ønsker nemlig slet
ingen generel teori som grundlag. Dette ændrer dog ikke på nødvendigheden af at gøre brug
af teknisk filosofiske skematiseringer. Men denne brug må være rent formal, således at brugen
af disse skematiseringer til stadighed er bestemt af de interne "førsteordens" udsagn, som
disse skal prøve at give en "andenordens" gen-beskrivelse af. Barth anerkender, at også teologien
selv er en art filosofi, forstået som menneskelig reflektion, og den må derfor ligesom
denne være påpasselig med ikke at få en "kontrollerende" rolle i forhold til de skrifter, den
læser.
Der gives ingen systematisk forklaring af teologiens brug af filosofien, for "[o]ne cannot
unite the rules for proper use of philsophy in theology into a system, but lack of system is not
the same as inconsistency." (Ibid., p. 41). Hos Barth kombineres kristendommens selvbeskrivelse
og generel teori således kun usystematisk, som hos Schleieracher, men hos Barth regnes
disse ikke som ligeværdige, men den forklarende teori og filosofi er altid underordnet og bruges
som et redskab. I den kristne kontekst kan det filosofiske skema kun være beskrivende,
ikke forklarende. Som et eksempel på hvor relationen mellem filosofi eller "science" og teologi
aktualiseres, kan tages inkarnationsdogmet. Hvor det for den almene videnskab gælder, at
den må være modsigelsesfri, have indre kohærens, være efterprøvelig og med alle udsagn
arrangeret indenfor et sæt af aksiomer, kan teologien ikke underlægge sig disse krav. Heller
ikke hvor den forsøger at redde sig gennem f.eks. en skelnen mellem selvmodsigelse og paradoks.
Inkarnationen kan f.eks. ikke beskrives eller vurderes indenfor sådanne videnskabelige
kriterier, fordi den aldrig kan komme til at tilhøre en generel klasse af "mening", indenfor
hvilken den så ville høre til gruppen paradoks. Desuden udgør inkarnationen ikke i sig selv en
logisk modsigelse, idet det at være både Gud og menneske ikke i sig selv er irrationelt. Men
vilkåret for dets mulighed eller rationalitet er uerkendeligt. Skulle teologien således underlægge
sig almene krav for meningsfulde udsagn, ville dette frarøve den dens kristne indhold.
c) Frei
I sin egen forståelse af forholdet mellem teologi og filosofi lægger Frei sig tæt op ad Barth,
med en klar afvisning af filosofien som et normerende grundlag eller som kriteriologi for teologien.
Filosofiske metoder kan bruges af teologien som redskaber, men det må altid ske så
formalt som muligt: "One must remain agnostic about all their material claims to be describing
the 'real' world…" (Ibid., p. 161f.). For ikke at blive fanget i en bestemt filosofi eller af
de filosofiske redskaber som bruges, er det bedst for teologen at være eklektisk; altså (kritisk)
udvælgende, så der i hvert enkelt tilfælde bruges de metoder eller meningskoncepter, som
bedst tjener til at kaste lys over netop den aktuelle teologiske sag eller problemstilling. "The