Indholdsfortegnelse

140 Historisk eller history-like?
derved at kunne beskrive, hvilken betydning en religion har for dens tilhængere. Fra, i det
tidlige forfatterskab, at problematisere teksternes reference til en given historie går han, i de
senere artikler, ind i en direkte kritik og problematiserer dermed også et referentielt sandhedsbegreb.
På den ene side kan hans sandhedsbegreb således siges at være indretekstligt, det
handler om de indre sammenhænge i teksten, og dets kriterier sættes afteksten selv. På den
anden side ligger der også en sandhedsafgørelse i den antagelse af tekstens verden som min,
læserens, verden, som Frei udskyder til efter den teologiske læsning.
Dette svarer til den dobbelthed, at teologien må erkende at være partikulær, og dermed ikke
kan gøre krav på at afdække en universel sandhed, og samtidig dog kan hævde en normativ
tolkning af de bibelske fortællinger, nemlig på deres egen konteksts, dvs. kirkens, egne præmisser.
Vi har derfor på ét niveau en (postmoderne) partikularitet, der udsætter sandhedsspørgsmålet
som en trossag, og på et andet niveau en (modernistisk) objektivitet, der holder
én fortolkning for sand mod andre fortolkninger. Samtidig med at Frei fastholder fortællingernes
historiske ubestemthed, hævder han deres tilstrækkelighed med hensyn til sandheden:
"The modus significandi will never allow us to say what the res significata is. Nonetheless,
we can affirm that in the Christian confession of divine grace, the truth is such that the text is
sufficient." (Theology, p. 166). I kirkens kontekst er der et samsvar mellem tekst og sandhed.
Men dette er et samsvar og en tilstrækkelighed, som er uden garantier og må antages i tro.
Delkonklusion
Tekster har, for Frei, en altafgørende betydning, i og med at teksten selv er dens egen mening,
og at målet med en læsning af teksten er teksten selv og dens iboende mening. Han fastholder
gennem sit forfatterskab en stærk (ny-kritisk) tro på muligheden af at fastslå tekstens mening,
først ud fra teksten selv og senere ud fra tekstens fortolkningskontekst, for de bibelske teksters
vedkommende ud fra en traditionel kirkelig bogstavelig læsning. Hermed bevæger han
sig fra et egentligt lingvistisk tekstarbejde til en fortolkning - inspireret af sociologien - af en
praksis. Referencebegrebet omdefineres tilsvarende, idet teksten har sin "værdi" i sig selv og
ikke ved at referere til noget andet. Teksten er ikke et tegn på noget andet. Reference bliver en
skabende proces, idet teksten sætter den virkelige verden, for den læser(skare), som indlever
sig i teksten. Hermed bliver forholdet mellem teksterne og den historiske virkelighed imidlertid
subtilt - er det, som berettes, virkeligt sket? Frei opløser problemstillingen generelt, ved at
relativere historievidenskabens historie, og må dog fastholde visse begivenheder som i traditionel
forstand historiske, fordi Jesu identitet og nutidige nærvær er tæt knyttet til denne faktualitet.
Med et uafklaret forhold til historiespørgsmålet må Frei afvise en forståelse af sandhed
som tekstens korrespondens med en historie, og sandhed bliver snarere læserens oplevelse
af korrespondens mellem tekstens verden og egen erfarede verden.