Indholdsfortegnelse

Historisk eller history-like? 139
vids identitet træder i fortællingens gengivelse klarest frem, hvor sammenhængen mellem
personens intention og handling er tydeligst, og hvor sammenhængen mellem personen selv,
som individ i en række hændelser, og hans person(lighed) som et hele, er stærkest. Dette er
for Jesus i korsfæstelses- og opstandelsesberetningerne. Disse beretninger er, hvad enten de er
fiktive eller historiske, ikke-mytologiske. "The obvius implication of this claim is that if one
is to make the mysterious and always problematic transition from literary description to judgments
both of historical fact and of faith concerning this particular story and its significance,
it is at this climactic point of Jesus´ ressurrection that one must do so." (Theology, p. 47). At
(be)gribe, hvad Jesus er, er at tro, at han faktisk er blevet oprejst fra de døde. Denne sammenhæng
mellem eksistens og identitet gælder ikke en hvilken som helst fiktiv (realistisk) figur i
en hvilken som helst fortælling, men kun i dette ene tilfælde, hvor den beskrevne person, Jesus
Kristus, Guds nærvær, er totalt identisk med hans faktiske eksistens, som er opstandelsen
og livet. Hvad beretningerne derfor faktisk siger er, at Jesu væren og identitet i opstandelsen
er således, at hans ikke-opstandelse bliver utænkelig. Men vi kan ikke fjerne dobbeltnegationen
og sige, at opstandelsen er tænkelig, eller at vi kan tænke os igennem til en ret forståelse.
f) Afrunding
Forholdet mellem evangeliefortællingerne og historien henholdsvis det faktuelle forbliver
uklart hos Frei, fordi han snart afviser at gå ind på historievidenskabens præmisser, snart tillader
sig det, og hævder det betydningsfulde i den historiske faktualitet af visse hændelser.
Om teologiens læsning siger han dog ret klart: "I am persuaded that historical inquiry is a
useful and necessary procedure but that theological reading is the reading of the text, and not
the reading of a source, which is how historians read it." (Types, s11). Dermed forskydes det
historiske spørgsmål, som tidligere nævnt, udenfor eksegesen. Fortællingerne selv rejser det,
og deres indre mening forudsætter og beror for dele af fortællingernes vedkomende på de berettede
hændelsers faktualitet. Men det er ikke fortolkningens opgave at besvare spørgsmålet,
eftersom fortællingens mening ikke afgøres af dette svar, og eftersom besvarelsen handler om
tro. Mening og historisk sandhed er adskilte: "'Meaning' in this view is logically distinct from
'truth,' even where the two bear so strong a family resemblance as the designations 'historylike'
and 'historical' imply." (Eclipse, p. 140). Spørgsmålet om historisk faktualitet er således
ikke et spørgsmål om tekstens mening, men om dens sandhed, og det hører derfor ikke til i
(eksegesens) fortolkningen, som bør afstå fra at være apologetisk.
Sandhed
Frei ser, som nævnt, på linie med Lindbeck, teologiens opgave som en beskrivelse indefra,
hvor det gælder at beskrive menighedens eller kirkens egen forståelse ved hjælp af en "cultural-linguistic
approach". Den enkelte kultur har sit eget sprog, som det gælder om at lære, for