Indholdsfortegnelse

Historisk eller history-like? 137
le. Alle sådanne termer er ikke priviligerede eller trans-kulturelle og svarer ikke til noget
uforanderligt i den menneskelige bevidstheds struktur eller i virkeligheden som sådan. Frei vil
i det hele taget helst være fri for spørgsmålet, for hvor historisk faktualitet sættes som kriterium
for de bibelske fortællingers meningsfuldhed eller sandhed, sker der en utilladelig underordning
af teologien under historievidenskaben. Her tages nemlig historikerens "fortælling",
om hvad der er sket, for givet, og bibelfortællingen må derpå indpasses i denne. Dette er, for
Frei, metodisk utilladeligt, fordi den bibelske fortælling nødvendigvis må udgøre grundlaget
for (en kristen) teologi, og "verden", dvs. historikerens fortælling og læserens egne erfaringer,
derpå må indpasses i denne.
Konflikten mellem teologi og historievidenskab ses desuden i spørgsmålet om evangeliernes
underberetninger. Hvor disse i deres egen kontekst indgår som naturlige led i realistiske
beretninger, helt på linie med beretninger om at sejle, tale eller foranstalte en domstol og om
traditionelle politisk-historiske hændelser, fremstår de for historievidenskabens kriterier som
falske beretninger, idet de strider mod den almindelige erfaring eller kravet om fortilfælde.
"Historical accounting, by almost universal modern consent, involves that the narrative satisfactorily
rendering a sequence believed to have taken place must consist of events, and reasons
for their occurence, whose connections may be rendered without recourse to supernatural
agency." (Eclipse, p. 14). Underberetninger kan derfor ikke af historievidenskaben tages som
historisk pålidelige. Men Frei vil sige, at også mirakuløse hændelser hører under hans kategori
realistisk eller history-like, hvis de ikke er symbolske og peger på noget andet end sig selv,
men i sig selv bidrager til beskrivelsen af en person eller hændelse. Men de er ikke af den
grund i gængs forstand "historiske" eller "faktuelt sande".
Frei angriber ligeledes historievidenskaben og filosofien for selv at være uklare i spørgsmålet
om det historiske. Der er ikke her nogen enighed om, hvad begreber som reference og
historisk realitet egentlig dækker. Dette betyder at en teologi, som vil hævde fortællingernes
historiske realitet, nødvendigvis først må klargøre, hvad dette overhovedet betyder. Frei vil
væk fra en (naiv) forestilling om historien som det umiddelbart givne. Historien er snarere en
hypotese. Faren er nu, at der i stedet for historievidenskaben blot opstilles en anden teori om
evangeliefortællingerne, som kategoriserer dem i en bestemt klasse af realistiske "historylike"
fortællinger. Hermed er man nemlig ikke kommet ud over at lade en generel teori, nu
blot en anden end før, bestemme over den enkelte tekst. Freis synspunkt er, at hver enkelt
tekst skal stå for sig selv, og at metoder skal bruges ad hoc og være så formale som muligt.
d) Did they actually take place?
Evangeliefortællingerne har dog som history-like en række fællestræk med den historiske
fortælling. Begge fortællinger beskæftiger sig med specifikke handlinger og personer, og hvor
en fortælling omhandler en person, der sandt eller falskt foregives at have levet, må spørgs-