Indholdsfortegnelse

Historisk eller history-like? 135
fortolkningen, er der alligevel så tæt en sammenhæng, at Frei understreger, at denne "virkelige"
reference ikke kan indfanges af nogen anden tekst end den aktuelle. Fortællingen har ikke
et om hvad, som kan gengives parafraserende eller systematiseret. (I sin yderste konsekvens,
som Frei ikke ønsker at føre synspunktet ud i, ville det betyde, at der ikke længere var plads
for nogen form for eksegese eller fortolkning, men kun en blot og bar ordret gentagelse.) Disse
betragtninger udgør et, uudtalt, opgør med Freges distinktioner mellem Sinn og Bedeutung,
og en (delvis) tilbagevenden til en prækritisk ikke-skelnen. Det, som siges, kan være sandt
eller falskt, men dette beror ikke på en overensstemmelse "textus" et res, for der er ikke nogen
tekst eller et sprogligt udsagn, som er noget andet end det, der siges. At indføre denne skelnen
i en teologisk læsning er for Frei utidig filosofisk indblanding, der vanskeligt kan forenes med
selvbeskrivelsen af den kristne religion.
6 Historisk eller history-like?
Ellimineringen af distinktionen mellem sinn og bedeutung har naturligvis konsekvenser for
spørgsmålet om teksternes historiske korrekthed. Dette punkt er et af de vanskeligste og mest
omdiskuterede hos Frei, som også selv er meget opmærksom på problemstillingen. I forordet
til identity skriver han således: "I want to emphasize that I am well aware of, but not terribly
distressed by, the fact that my refusal to speak speculatively or evidentially about the resurrection
of Christ, while nevertheless affirming it as an indispensable Christian claim, may
involve me in some difficult logical tangles." (Identity, p. xiii).
a) Eksegesen og det historiske spørgsmål
I den præ-kritiske teologi blev spørgsmålet om det historiske, ifølge Frei, ikke rejst som et
selvstændigt spørgsmål. "In the earlier Protestant interpretive tradition...the literal and religious
meaning of texts and the judgment about their factual accuracy had been wholly united.
The point to realize is not that they had been conceived to be in harmony with each other but
that they had not even been generically distinct issues." (Eclipse, p. 56). Men denne enhed
brydes, da spørgsmålet om faktualitet begynder at blive stillet som et selvstændigt kritisk
spørgsmål. Det er således i teologien siden oplysningstiden generelt blevet regnet for et afgørende
spørgsmål, hvorvidt de bibelske beretninger er historisk korrekte eller ikke. Dette hænger
snævert sammen med Jesu persons afgørende rolle. Uanset om Jesus ses som det menneske,
hvor Gud på særlig måde viser sig ved i ham at blive menneske, eller som det særligt
udrustede menneske, eller som den Gud antager som sin søn, er hans historiske fysiske eksistens
i alle disse tilfælde uomgængelig for teologien. Gud møder sin skabning gennem dette
menneske, og man har derfor set de faktiske hændelser, som teksterne eventuelt taler om, som
kristendommens egentlige kerne. Dette har ført til "jagten" på den historiske Jesus, og forsøget
på at afdække logier, der kunne regnes som ægte Jesusord. Den historiske Jesus-skikkelse