Indholdsfortegnelse

134 Freis tekstbegreb
giøse tekster, er en etnograf, som anstiller sociologiske undersøgelser, fordi han beskæftiger
sig med en religion og ikke med et filosofisk skrift eller en naturvidenskabelig afhandling.
I Types gælder det for Frei at vise hvorvidt og i så fald hvilke kriterier for meningsfuldhed,
der skal bestemme over eksegesen. Han argumenterer her for, at den kristne kontekst opstiller
sine egne kriterier, som bedst svarer til teksterne selv. Fordi teksten læst i denne kontekst har
en fast mening, som, uafhængigt af den enkelte læser, altid er dens aktuelle mening, kan den
også kalfaltrere læserens forudantagede forståelseskategorier. Det er derfor ikke tekstens mening,
som skabes ved læsningen, men læseren, der "nyskabes". Læserens læsning er ikke en
nyopdagelse, men en "genbeskrivelse", ved hvilken læserens egen tankestruktur og erfaringer
udvikles. Blandt moderne teologer fremhæver Frei Karl Barth som den, hvis teologi bedst
svarer til en bogstavelig kontekstuel læsning. "If one is interesteed in the sensus literalis,
[Barth’s] theology represents the type with which it is most nearly congruent." (Types, p. 44).
Denne udtalelse understreger desuden sammenhængen mellem litterær metode og generel
teologi (dogmatik). De er ikke disperate, men kan svare til hinanden eller være uforenelige.
Tekstens reference
I kølvandet på den meget kategoriske afvisning af tekstens historiske eller ideale reference
som tekstens mening eller fortolkningens mål udestår stadig en egentlig præcisering af tekstens
referentielle evne. Freis forsøg på en midterposition efterlader nemlig forholdet mellem
en tekst og et noget udenfor teksten tilsløret. En ostensiv, påpegende reference må afvises,
eftersom ord og tekster ikke er blotte prædikater eller affotograferinger, men genbeskrivelser.
At udpege en ting eller hændelse er noget andet end at gengive dem i en fortællings form.
Men sproget lukker os ikke derved ude fra virkeligheden. Vi kender faktisk kun virkeligheden
som beskrivelse og ikke på sprogneutral eller sprogtranscenderende måde, men yderligere
kendskab har vi heller ikke brug for, for den fortalte verden er den virkelige verden: "The
narrated world is as such the real world and not a linguistic launching pad to languagetranscending
reality, whether ideal essence or self-contained empirical occurence." (Theology,
p. 104). Frei kan også sige, at fortællingen giver eller yder (renders) virkeligheden.
Som i forholdet mellem intention og handling gemmer det ene sig ikke bag det andet i forholdet
mellem res og tekst. "[The biblical narratives] are history-like....they literally mean
what they say. There is no gap between the representation and what is represented by it."
(Identity, p. xiv). Dette siger ikke nødvendigvis noget om forholdet mellem tekst og virkelighed,
men er snarere et træk ved fortællingen selv: "Although the picture is confusing and
confused I take it that until modern times this 'fit' between signifier and signified was largely
at an intralinguisitic or semiotic rather than epistemological level…The question of the 'real'
reference or truth of the sacred text, particularly its central narrative, was one that was beyond
interpretation." (Theology, p. 103). Men selvom spørgsmålet om reference her skydes udenfor