Indholdsfortegnelse

Freis tekstbegreb 133
For det første svarer en ligefrem bogstavelig læsning til det ligefremme forhold, Frei antager,
mellem intention og udførelse af menneskelige handlinger. "First, sensus literalis may
describe the precise or fit enactment of the intention to say what comes to be in the text."
(Theology, p. 102). Intention og udførelse ses som én sammenhængende proces, hvor intentionen
hos en forfatter, eller generelt et handlende menneske, ikke gemmer sig bag handlingen,
men ligger i handlingen. Parrallelt hermed er tekstens mening det, som forekommer i teksten
og ikke noget andet, hos forfatteren, der skal søges bag teksten.
For det andet gælder det forholdet mellem ordene og tekstens sag, "between verbum and
res, sense and reference, signifier and signified, 'Sinn' and 'Bedeutung'…" (Ibid., p. 103). Når
vi antager den bogstavelige mening, antager vi en overensstemmelse, eller snarere, vi afviser
helt distinktionen mellem mening (sens) og sag.
For det tredje er sensus literalis sensus "konsensus". "It is the sense of the text in its sociolinguistic
context…" (Ibid., p. 104). Den mening, der er størst enighed om i brugen af teksten
i det religiøse fællesskab, er dens bogstavelige mening. De tekster, som aftegner Jesu person
og identitet, har i kirkens historie med en særlig grad af kontinuitet været læst bogstaveligt.
Den vestlige kirke har udviklet en konsensus om at læse bogstaveligt, hvor det er muligt,
fremfor f.eks. allegorisk eller figurativt. Frei går så vidt som til at sige, at det er svært at se
nogen bestemt grund til, at det blev den bogstavelige læsning, der historisk set blev den almindelige
læsning i kirken. Men det blev det, selvom det lige så godt kunne være blevet f.eks.
den "åndelige" læsning. Frei er derfor heller ikke eksklusiv på den bogstavelige læsnings
vegne, men vil også gerne give plads for andre rent tekstuelle læsninger, f.eks. strukturalistiske
og poststrukturalistiske, dog altid underordent den bogstavelige læsning.
Det er for Frei vigtigt, at den bogstavelige læsning er så lidt "indespærret" i teori som muligt.
En teori, der beskriver, hvordan og i hvilken slags kontekst en læsning fungerer, er bedre
end én der forsøger at udbrede sig som en generel teori. Læsningen bør derfor ikke være rodfæstet
i en tradtion, f.eks. en narrativ tradition, men i læsningens kontekst, det religiøse fællesskab.
Den religion, som de bibelske tekster hører til i og er en del af, udgør deres nærmeste
kontekst, og her bliver tro, ritual, adfærdsmønstre, etik og fortælling til et fælles semiotisk
system, idet kulturer (og heriblandt også en religion) ses som et eget sprog med sine egne
koder. Det som religionen udsiger, siges i dette sprog og skal læses og høres i dette sprogs
kontekst og præmisser. Fordi mening på denne måde bliver et "kulturtræk", kan Frei også
beskrive forståelsen af en tekst som et "kulturmøde": "'Meaning' in a cultural-linguistic and
intratextual interpretive frame is the skill that allows ethnographer and native to meet in mutual
respet; if they happen to be the same person, it is the bridge over which (s)he may pass
from one shore to the other and undertake the return journey; if they are natives from different
tribes, it is the common ground that is established as they learn each other’s languages, rather
than a known precondition for doing so." (Ibid., p. 148). Den som vil beskæftige sig med reli-