Indholdsfortegnelse

132 Freis tekstbegreb
menter frem som forbilledlig vil Frei opløse trikotomien mellem det historiske, det intratekstuelle
og tilegnelsen (reader respons) i forhold til tekstens mening. Dette betyder ikke, at
spørgsmålet om tekstens forhold til faktuelle hændelser eller dens betydning for læseren, dvs.
spørgsmålet om tekstens sandhed, ellimineres. Det udskydes blot fra fortolkningen, idet mening
og sandhed i langt de fleste tilfælde er disperate. Men enkelte tekster rejser dog med
tvingende nødvendighed spørgsmålet, om "dette virkelig er sket", og Freis "kamp" med forholdet
mellem evangeliefortællingernes mening og deres relation til ekstratekstuelle faktiske
hændelser er det, måske, allermest spændende hos Frei.
a) Objektiv mening i det tidlige forfatterskab
I fodsporene af nykritikken hævder Frei muligheden af en objektiv eller normativ læsning af
æstetiske og kvasi-æstetiske tekster, herunder evangeliefortællingerne. Teksternes faste mening
er bestemt af deres indre struktur. "Normative interpretation is a matter of the structure of
the narrative itself and seeing if the text as given has a genuine structure." (Theology, p. 33).
Modsat afvises de faktorer, som ellers medregnes som bestemmende for enhver læsning. Således
afvises forfatterintentionen, idet en henvisning til denne forbliver spekulativ. Ligeledes
afvises en ontologisering af sproget, som den finder sted i nyere hermeneutik, særligt Heidegger,
hvor sproget går fra kommunikationsmiddel til værensgrundlag. Og endelig afvises
reader respons: "That is to say, the meaning of the text remains the same no matter what the
perspectives of succeding generations of interpreters may be. In other words, the constancy of
the meaning of the text is the text and not the similarity of its effect on the life perspectives of
succeding generations." (Ibid.). Frei opsummerer disse afvisninger således: "The formal structure
of the narrative itself is the meaning, not the author’s intention nor an ontology of language
nor yet the text’s impact." (Ibid., p. 34), og han gør sig dermed til talsmand for en objektivisme,
som grunder sig, ikke i et universelt princip, men i et indretekstligt.
b) Sensus literalis i det sene forfatterskab
Frei finder på et tidspunkt, tilsyneladende, en sådan selvberoende indretekstlig objektivitet
uholdbar og søger derfor at give denne en ydre kvalifikation gennem henvisning til den kirkelige
fortolkningstradition. Han fastholder dog den tekstnære, indretekstlige læsning med det
traditionelle begreb om tekstens sensus literalis. Den mening, som er tekstens ene mening, er
dens sensus literalis, den bogstavelige mening. Dette skal ikke forstås i den negative betydning,
naivt bogstaveligt, hvor alt, hvad der læses, ukritisk tages som faktisk sket og historiskt
sandt, men heller ikke som en kritisk historisk læsning. Tekstens mening er den bogstavelige,
i den forstand at det er den mening som ligger i den skrevne tekst selv, i de strukturer, sætninger
og ord, som bogstaverne danner. En egentlig definition eller bestemmelse af begrebet er
dog umulig, men Frei opstiller nogle retningslinier.