Indholdsfortegnelse

5 Freis tekstbegreb
Freis tekstbegreb 131
Metode
Selve tekstbegrebet er temaet for dette afsnit, som vil være bygget op om fire problemkredse:
mening, reference, samt spørgsmålet om historie og historisk korrekthed og om sandhed. I
denne behandling inddrages både det "tidlige", og set som en forlængelse og videreudvikling
heraf, det "sene" forfatterskab, således at tekstbegrebet vil fremstå set fra det "sene" perspektiv.
Spørgsmålet om det historiske er blevet vægtlagt, da det er både centralt og omdiskuteret.
Indledning
Ligesom Ricoeur, udkaster Frei ikke nogen egentlig teori om tekster. Dels nærer Frei uvilje
mod generelle teorier, og dels er hans tilgangsvinkel teologien og dermed de bibelske tekster,
i første række evangelierne. Fortællingen som kategori bliver her helt central, og hans arbejde
med tekster udspringer herfra. Fortællingen får denne særstatus, fordi de tekster, som er blevet
primære blandt de bibelske skrifter, "happened to be narrative…They provide the interpretive
pattern in terms of which all of realitiy is experienced and read in this religion."
(Theology, p. 148). Frei forsøger at indtage en midterposition mellem andre teorier, og en stor
del af hans arbejde - stort set hele Eclipse - består i at afgrænse sig fra kendte positioner indenfor
teologi og hermeneutik. Alligevel kan der, som tidligere påpeget, spores tydelige træk
fra ikke mindst nykritikken i hans eget udkast til en teologisk læsning. Jeg vil i dette afsnit
tematisere tekst-mening, reference og tekstfortolkning.
Tekstens mening
Freis grundlæggende tese er, at tekstens / fortællingens mening er teksten / fortællingen selv.
Gentagne gange afviser Frei enhver tanke om et "subject matter", en tekstens "sag", udenfor
teksten. En sådan "sag" kunne være de historiske hændelser, teksten henviser til, eller en intention
eller kulturbestemthed hos forfatteren, eller det kunne være ideale principper, som
teksten, f.eks. på mytisk vis, illustrerer. I alle tilfælde sker der det, at tekstens egen signifikante
karakter overses, og at teksten selv udviskes af de principper og teorier for fortolkning, man
anvender på den. Frei peger i stedet på metoder, der er så formale som muligt og dermed i
stedet lader teksten bestemme fortolkningen. I beskrivelsen af den præmoderne fortolkning
hos Luther og Calvin peger Frei på, hvordan der for disse er kohærens mellem den bogstavelige
mening, den religiøse brug og tekstens sag. "Thus a proper explication of the text is at the
same time reference to its subject matter and instruction in its religious application. Calvin
simply did not separate in principle the literal or for that matter the figural meaning of a text
from its historical reference or its religious use, not even for purposes of arguing that they
belong together." (Eclipse, p. 23). Ved at trække denne præmoderne samholden af de tre ele-