Indholdsfortegnelse

130 Fortælling og identitet
anvendt som en ydre illustration af noget indre. Dette involverer den forudgående antagelse,
at identitet kan beskrives som en størrelse adskilt fra hændelserne i en persons historie. Under
henvisning til Gilbert Ryle antager Frei herimod et sammenfald af intention og handling. Der
er, med Ryles formulering, ikke nogen "ghost in the machine", som skulle være personens
egentlige (indre) personlighed. Hvis det kan siges om en hændelse eller handling: "Her var
han virkelig sig selv", så illustrerer denne ikke blot, men konstituerer, hvem han er. "A person
is what he does centrally and most significantly." (Ibid., p. 92). Det ses her, hvordan beskrivelsen
af identitet og beskrivelsen af en fortælling er bragt i overensstemmelse med hinanden.
På samme måde som tekstens mening er det, den siger, er personens identitet det, han
gør. I begge tilfælde skal "læseren" møde sin umiddelbare efaring gennem sansning eller læsning
med tillid (Vs. en "mistænksomhedens" hermeneutik).
De to vigtige spørgsmål er: "What is he like?" og "Who is he?". Først "What is he like?".
Like betegner her ikke en komparation, men en typisk tilstand eller handling, der konstituerer
og karakteriserer personen. Herved accentueres personen som handlende, personens historie
og de skift, som han undergår. Frei betegner dette som "intention-action". "Who is he?" er et
mere undvigende spørgsmål, idet der her spørges efter personen selv, efter det vedvarende,
som udgør hans person. Spørgsmålet kan besvares med henvisning til personens navn og
krop, og Frei betegner det som personens "self-manifestation". Disse spørgsmål er, som sagt,
afstemt efter de nytestamentlige fortællingers karakter. Nøgleordet for disse er "realistic narrative".
I den realistiske fortælling udfolder meningen sig som et samspil mellem karakter og
hændelser. Fortællingerne beskriver Jesu karakter, og de beretter om handlinger, som han
udførte eller som blev udført på ham, svarende til betegnelserne "intention-action" og "selfmanifestation".
Med de to identitetsspørgsmål har Frei søgt at lade sine hermeneutiske redskaber
svare til det eksegetiske materiale.
Delkonklusion
Det udkast til en teologi, som Frei her har fremført, tager udgangspunkt i en antagelse af Jesus
Kristi person, som vi møder ham eksklusivt i de bibelske skrifter, i særlig grad i evangelierne,
som kristendommens centrum. At beskrive eller udlægge kristendommen, dvs. at drive teologi
i sin essens, er at beskrive denne person. Her er vi overgivet til fortællinger, hvilket ikke må
ses som en hindring, der må overvindes på vejen til systematisk viden, men som en gevinst og
helt sagsvarende, idet identitet og fortælling begge møder beskueren som et samspil af karakter
og hændelser. Frei antyder en generalisering af denne lighed, når han skriver: "The providential
action of God over and in his creation is not that of a mechanical fate to be read off of
one occasion. God’s work is mysteriously, abidingly, mysteriously, coexistent with the contingency
of events. The history of his providence is one that must be narrated." (Identity, p.
163, min kursivering).