Indholdsfortegnelse

2 Filosofiske linier hos Ricoeur
Filosofiske linier hos Ricoeur 13
Metode
I dette afsnit vil jeg søge at afdække de vigtigste filosofiske linier, som løber gennem Ricoeurs
forfatterskab. Det som her har interesse er disse linier som filosofiske implikationer i
forfatterskabet, og beskrivelsen af de enkelte filosofier intenderer således ikke at være en fyldestgørende
redegørelse for disse eller en vurdering af retmæssigheden af Ricoeurs anvendelse
af dem, men fokuserer på Ricoeurs reception af disse og deres betydning i Ricoeurs tænkning.
Behandlingen er disponeret efter den antropologiske udvikling i filosofihistorien fra
subjektets centrering over dets decentrering til en syntese i Ricoeurs ”sårede” cogito, og afsluttes
med en belysning af forholdet mellem sprog og eksistens. Denne afdækning af filosofiske
linier skal danne grundlag for en påpegning, i de næstfølgende afsnit, af filosofiske implikationer
i tekstteorien og tænkningen om religiøse tekster.
Indledning
Ricoeurs tekstteori og hermeneutik hviler på et bredt filosofisk grundlag. Han trækker på filosofiske
ressourcer hos både klassiske og samtidige filosoffer, samt på psykoanalytiske og sociologiske
indsigter. Når der her tages udgangspunkt i Ricoeurs antropologi, skyldes dette, at
Ricoeur arbejder på baggrund af Descartes og den første såkaldte kopernikanske vending i
filosofien. Han må derfor give afkald på at udkaste en ontologi som grundlag for sit arbejde,
og i stedet bliver subjektet og dermed antropologien hans udgangspunkt. "Ego cogito er fundament
for alle legitime sætninger/udsigelser om mennesket.!" (Conflict, p. 161). Men som
Ricoeur siger i et af sine tidlige værker (her i svensk oversættelse): "Kanske börjar filosofin
med en kopernikansk revolution somm uppenbarer subjektets värdighet; men filosofin går
vidare genom en andra kopernikansk revolution som på nytt decentrerar filosofin." 4 Subjektet
er fortsat udgangspunkt, ikke længere som noget givet, men som en opgave og et mål. Denne
decentrering finder sted gennem psykoanalysen, men også gennem tanken om livet som noget
skænket. Mennesket bliver sig selv gennem at modtage og gennem at fortolke de tegn som
eksistensen sætter i verden. Det 20. århundredes filosofiske hovedstrøm er gået videre og har
sagt, at vi må tage udgangspunkt ved sproget, hvori vi jo forstår og formulerer også en antropologi.
Men på den anden side er det jo som et eksisterende menneske, at jeg udkaster en teori
om sproget. Der er derfor også i udviklingen af Ricoeurs teori om sprog og tekst et tæt samspil
mellem sprogfilosofi og antropologi. En ontologi kan først komme bagefter, som et udkastet
forsøg, og med Ricoeurs egen formulering, som et forjættet land, vi kan skue ind i, men
ikke nå. (Conflict, p. 24).
4 "Karl Jaspers et la philsophie de l´existence" p. 356. Citeret Uggla , 1994, s. 75.