Indholdsfortegnelse

128 Fortælling og identitet
Metodespørgsmålet
I Eclipse afdækkede Frei, hvorledes teologien gennem de sidste århundreder har set det som
sin opgave at drive apologetik og forsvare kristendommen overfor samtidens kulturelle og
filosofiske kritik. Men denne apologetik og de metoder, den har ført med sig, har, ifølge Frei,
tilladt, at kriterierne for meningsfuldhed har været bestemt rationelt, uafhængigt af det bibelske
materiale. Derved har en, af teologien og Bibelen uafhængig, antropologi fået lov at bestemme
kriterierne for, hvorvidt den kristne tro er meningsfuld. Men teologien skal ikke argumentere
eller forklare sig i et forsøg på at agitere for kristendommens sandhed, men derimod
beskrive, på kristendommens (det vil for Frei sige evangeliefortællingerns) egne præmisser,
hvad kristendom er. Dette betyder ikke, at han sætter tro som en forudsætning for teologien,
på basis af hvilken den må udfolde sig, men at teologiens opgave er at beskrive, hvorledes
verden ser ud set med troens perspektiv uden at tage stilling til sandheden af denne tro.
"My hope is that the exegetical and accompanying hermeneutical inquiry will show that, no
matter whether one is a beliveing Christian or not, one can make sense of the Gospel story in
its own right, and that making sense of it that way entails important consequences for a theology
based on this narrative." (Identity, p. xvii).
Frei definerer hermeneutik snævert som reglerne og principperne for bestemmelse af
skrevne teksters mening. I nyere hermeneutik fokuseres der ofte bredere på forståelsen eller
fortolkningen af lingvistiske fænomener, hvilket, ifølge Frei, er et apologetisk sigte, idet der
søges efter en kohærens mellem teksten og læseren. Denne hermeneutik vil gøre teksten meningsfuld
for læseren, men kommer derved til at gøre den menneskelige eksistens til tekstens
"subject matter" fremfor teksten selv. "As I have noted, they [the realistic stories] mean what
they say, and that fact enables them to render depictively to the reader their own public world,
which is the world he needs to understand them, even if he decides that it is not his own real
world." (Ibid., p. xv). Teksten selv og ikke læserens verden eller læserens forståelsesramme
skal altså bestemme rammen og kriterierne for tekstens mening. Bagefter, som et selvstændigt
led, kan eksegeten beslutte sig for at antage teksten, dens sandhed eller meningsfuldhed for
sin egen del.
Frei afviser at udkaste en egentlig generel metode for fortolkning af de bibelske fortællinger,
eftersom en sådan metode altid vil determinere tekstens mening og dermed hindre læseren
i at nå til teksten selv. De forudantagelser, som er uundgåelige, må være så formale som
muligt. Bestemmelsen af evangeliefortællingerne som realistiske fortællinger må således ikke
ses som en kategorisering i et alment skema, hvor disse skulle høre til i genren "realistiske
fortællinger", som skal fortolkes efter på forhånd fastsatte regler. "Realisitske fortællinger" er
Freis forsøg på at hæfte en sigende betegnelse på netop disse fortællinger, som de fremstår for
læseren, og et prædikat, som endelig ikke må tage magten over teksten: "Now insisting on the
integrity and distinctive character of realistic narrative is finally less important than exhibiting