Indholdsfortegnelse

Den realistiske fortælling 125
se blev antaget for at udgå. Det er stadig ikke fortællingen selv, der er dens mening, men hos
Schleiermacher drejede det sig på den anden side heller ikke om et "subject matter" uafhængigt
af teksten, idet han regnede med en tæt forbindelse mellem ordene og det, som de udtrykte.
Ligeledes så Schleiermacher diskurs og forfatterintention som én strøm, således at heller
ikke forfatterintentionen kunne udskilles som en reference forstået som tekstens mening. (Den
romantiske hermeneutiks overbetoning af forfattersubjektet var først Diltheys værk.)
Alligevel så Schleiermacher ikke fortællingens mening som teksten selv, men som den bevidsthed,
der kom til udtryk i teksten. Det var dels denne bevidsthed, dels fortællingens indre
form eller sammenhæng, som skabte og sikrede kontinuitet i fortællingen, ved at holde de
enkelte dele sammen til en helhed. For evangeliernes vedkommende var det Jesu bevidsthed,
der udgjorde denne sammenhængsfaktor. Fortolkningen foregik altså på bevidsthedsniveauet.
Læserens bevidsthed stod ansigt til ansigt med forfatterens bevidsthed, der kom til udtryk i
teksten. At ville nøjes med at fortolke teksten selv, var i dette perspektiv en overfladiskhed,
der ikke greb det egentlige. En sådan bevidsthedshermeneutik bygger, ifølge Frei, på en overensstemmelse
mellem grammatisk og psykologisk fortolkning, der er afhængig af et filosofisk
skema, der hævder et samsvar mellem subjekt og objekt, mellem den forfatterbevidsthed teksten
"refererer" til og teksten selv. Schleiermachers fejltrin er, ifølge Frei, at han almengør en
sådan teori til at gælde for alle typer tekster. Men dette koncept er ikke istand til at håndtere
fortællinger, hvor hændelser og karakterer tilsammen udgør meningen. At finde tekstens mening
og forfatterens bevidsthed er to forskellige og uafhængige procedurer.
Hermeneutik som apologetik
Der var på trods af indbyrdes uenigheder alligevel over hele det teologiske spekter blandt
både historiske kritikere og hermeneutikkere enighed om de bibelske skrifters meningsfuldhed.
Den kritik som blev rejst af teksternes historicitet skulle, som senere i liberalteologien,
netop tjene til at frilægge meningen gennem en afvisning af det i teksterne, som måtte anses
for uacceptabelt. Frei opsummerer: "In sum: whether for or against fact claims in the Bible,
for or against literal interpretation, men on the theological left, right, and center...took the
Bible to contain religious truth or maningfulness and would interpret it in a way designed to
strenghten that conviction. Hermeneutics was in principle closer than historical criticism to
an apologetical enterprise in theology or religious philosophy." (Eclipse, p. 122). I denne
opdeling og apologetik forsvinder dels Reimarus´ fastholden af, at fortællingerne mener det,
de siger - og lyver!, og den "narrative" tilgang, at fortællingerne fortæller en frelseshistorie
om Jesus Kristus, der er meningsfuld også som fortælling, hvad enten den er historisk, faktuel
sand eller ej. Hvor apologetikken søger at redde de bibelske teksters meningsfuldhed fra den
historiske kritik ved at placere deres mening et andet sted end i teksten selv og dens bogstavelige
mening, ønsker Frei, at man havde fastholdt teksten selv, som meningsfuld på trods af