Indholdsfortegnelse

124 Den realistiske fortælling
tisk livsanskuelse. Hvor romantikerne søgte efter forfatterens "ånd" og intention, søgte
Strauss og de "mytophile", gennem teksten, den tradition og kontekst, den var et udtryk for.
Mening og forståelse
Frei behandler udførligt J. G. Herder og Schleiermacher som repræsentanter for den romantiske
reaktion i teologien mod oplysningstidens modestrømninger. Med den romantiske bevægelse
skete et skift i hermenutikken, som nu begyndte at beskæftige sig med forståelsen af
diskurs, i stedet for med fortolkningen af tekster. Hermed skete der en drejning fra fokusering
på teksten og dens mening til læseren og dennes forståelse. Hvor læseren tidligere havde stået
som en neutral, given modtager af tekstens mening, tematiseredes nu denne modtagelse, forståelsen
af teksten. Herders nøgleord for denne forståelse var "Einfühlung". "It seemed to
Herder that understanding an ancient language in its poetic effulgence is a matter of entering
imaginatively and empathetically the world of the imagination and culture that produced it."
(Eclipse, p. 184). For Herder var fortolkning ikke en teknisk, men en empatisk proces. Herder
var optaget af spørgsmålet om særligt evangeliernes historicitet, men selvom han anerkendte
disses realistiske kvaliteter og umiddelbare overbevisningskraft, forblev hans fortolknings
udgangspunkt dog på det æstetiske niveau. Det handlede i første grad om en indføling. Også
for Herder blev der, skønt han lå tæt på den realistiske læsning, Frei efterlyser, en skelnen
mellem fortællingen selv og den sag, den afbilleder. Tekstens mening blev et spørgsmål om
forfatterens og dennes samtids "ånd", der talte til læserens "ånd" ved dennes indføling med
førstnævnte.
Ifølge Schleiermacher ville enhver genskabelse af en diskurs, f.eks. ved læsning af en
tekst, være en reproduktion gennemfarvet af læserens forståelse og ikke en neutral kopi. Forfatterens
diskurs var udtryk for et individs intention og samtidig et tilfælde af almen sprogbrug.
I diskursen forenedes således det individuelle og det universelle. Dette gav en tilsvarende
dobbelthed i frotolkningen, som Frei beskriver som et "grammatisk" moment og et "psykologisk":
"The 'grammatical' moment in interpretation is directed toward understanding the
disocurse as a focus within a language as a whole, characterized by its relation to the total
linguistic stock. The 'psychological' or 'technical' moment is directed toward understanding
the discourse 'as a fact in the thinker.'" (Ibid., p. 292). Fortolkningen gjaldt nu primært forståelse,
forståelse af forfatterintentionen, som var tekstens sense. Tekstens ordlyd og subjekt
matter var kun skridt på vejen dertil. Hermeneutikken havde hermed vendt sig fra teksten og
dens sag til forfatterens intention og læserens forståelse, til det mentale niveau og til de implicerede
personligheder. Frei anser dette skift for helt afgørende. Der var nu ingen vej tilbage til
den tidligere hermeneutik, hvor læseren principielt ingen rolle spillede. Men Schleiermacher
og den romantiske revolution lignede alle forskelle til trods den tidligere hermeneutik deri, at
også de gik ud over fortællingens ord og form til et andet niveau, hvorfra mening og forståel-