Indholdsfortegnelse

Den realistiske fortælling 123
ference er tekstens egentlige mening eller ej, gælder det ihvertfald, at de bibelske tekster kun
kan give mening på samme vilkår som alle andre tekster. Der gives ingen særlig bibelsk hermeneutik.
Hermeneutikkens rækkevidde
Ved århundredeskiftet mellem det 18. og det 19. århundrede tegnede der sig i hermeneutikken
to retninger, som Frei eksemplificerer ved J. S. Semler og J. A. Ernesti. Begge søgte at opstille
generelle hermeneutiske regler, som skulle gælde også for udlægningen af bibeltekster.
Semler mente at fortolkningen skulle være historiske og afdække forfatteren og de første læsere
tanker og verden. Ernesti derimod mente ikke, hermeneutikken kunne nå længere end til
arbejdet med tekstens ordlyd, dvs. dens grammatiske mening. Semlers teori søgte tekstens sag
udenfor tekstens ordlyd. For Ernesti var spørgsmålet om tekstens sag ikke et hermeneutisk,
men et teologisk spørgsmål, som måtte besvares på baggrund af en forudgående hermeneutisk
bestemmelse af tekstens verbale mening. Semler mente derimod, at ordene først var forstået,
når sagen selv var grebet. Frei beskriver uenigheden således: "What we have here, then, is a
fundamental disagreement over the scope of hermeneutics, i.e. the range of the applicability
of general, theologically nonprivileged principles of interpretation." (Eclipse, p. 248). For
Ernesti begrænsede det teologisk "neutrale" felt sig til selve ordlyden, for Semler derimod
rakte det ind til sagen selv. Ernesti, der ønskede at adskille spørgsmålet om teksternes sag fra
afdækningen af teksternes verbale mening, fik ingen nævneværdig indflydelse.
Den mytiske mening
I Tyskland udvikledes i det 18 århundre en række historiske kritikker, og i disse skete blandt
andet en fremdragelse af forfatterintentionen som meningsgivende, og af hele tekstens oprindelseskontekst
som del af dens mening. Teksten læstes som et vidnesbyrd om den kultur, der
direkte og indirekte gennem forfatteren kom til udtryk i den. Beretninger om mirakuløse hændelser
læstes således ikke som en reference til virkelige hændelser, men som vidnesbyrd om
den tids virkelighedsbillede. Disse spørgsmål om tro og historie nåede, ifølge Frei, et klimaks
hos Strauss. Ifølge Strauss intenderede evangelieforfatterne at skrive bogstaveligt, men denne
intention måtte ses ind i den historiske sammenhæng, de stod i. "Its [tekstens] meaning is the
time.conditioned consciousness from which it was written and which it expresses." (Eclipse,
p. 235). Strauss mente, at vurderingen af de mulige historiske fakta i de bibelske fortællinger
burde finde sted helt uafhængigt af filosofiske eller teologiske apriori-antagelser angående
deres korrekthed. Hvorvidt teksterne refererede korrekt eller ej, var et historisk og hverken et
filosofisk eller teologisk spørgsmål, og Strauss mente ikke, at de refererede korrekt. Når forfatterne
berettede om overnaturlige hændelser, grundede dette i deres indfældethed i en my-