Indholdsfortegnelse

122 Den realistiske fortælling
occurence or state of affiars to which it refers." (Ibid., p. 78), på den anden side hæftedes tekstens
mening til den individuelle forfatterintention som en selvstændig faktor, hvorved der
også her skete en opløsning af den umiddelbare identifikation af disse: Forfatterintentionen
var ikke at finde i, men bagved teksten. Det afgørende nye var henvisningen til en sprogneutral
virkelighed udenfor teksten fremfor den indretekstlige læsning, som tidligere havde været
tilstrækkelig. En sådan henvisning forblev ikke blot et træk hos de kritiske røster, men også
de konservative forsvarere af Bibelens troværdighed, som ikke længere blot kunne henvise til
dens inspiration, gik ind på angribernes præmisser og forsvarede Bibelens troværdighed ved
at argumentere for dens pålidelighed som historisk kilde og for dens indre konsistens. Det
gjaldt altså for såvel konservative som liberale, at tekstens mening var det, som den refererede
til, og at Bibelen var en historisk kilde, hvis værdi afhang af dens references korrekthed. Frei
anser denne bundethed til det historiske for at være et akademisk og et middelklassefænomen.
Mening som applikation
I forbindelse med spørgsmålet om tekstens mening rejste sig også spørgsmålet om de bibelske
teksters applikation. I det 18. århundredes eksegese foregik forklaring og anvendelse af teksterne
adskilt, men i harmoni med hinanden: "One had to distinguish between explicative
sense on the one hand and applicative meaningfuless or significance on the other..., but each
of these two aspects was considered constant and reliable, and uninfluenced by one’s reading."
(Ibid., p. 107). Johan S. Semler regnede således evnen til at applicere tekstens mening
på egen samtid med til de nødvendige hermeneutiske evner på linie med kendskab til bibelsk
sprogbrug og historisk kontekst.
Et tilsvarende syn havde og har en række teologer (fra Schleiermacher til Moltmann), som
Frei samler under betegnelsen "Mediating Theology", på de bibelske fortællinger: "Their explicative
sense is quite distinct from, but in harmony with, their religious meaning. The principle
of general hermeneutics applying to their explication is that meaning is logical coherence
in the statement of a proposition, and also that meaning is reference. The principle of
general hermeneutics for their applicative interpretation is the full or partial pertinence of
mankind’s general religious and moral experience to the biblical narratives at issue." (Ibid., p.
128). Disse har alle afvist at være ude på at bevise kristendommens sandhed, men samtidig
fastholdt, at den kristne påstand om Jesus som forløseren kan og nødvendigvis må vise sig
som religiøst meningsfuld ved dens sammenhæng til andre betragtninger af og forklaringer på
den almene menneskelige erfaring. Det generelle kriterium, ikke længere for sandhed, men
for meningsfuldhed, som teksterne nu underlægges, er altså menneskets almene religiøse og
moralske erfaring. Kristendommens sandhed beror derimod på en trosantagelse. Hvad enten
de bibelske tekster giver pålidelig viden om historiske fakta eller ej, og hvad enten denne re-