Indholdsfortegnelse

Den realistiske fortælling 121
fæstet i ortodoksien, i samme retning, idet hans arbejde med at se den frelseshistoriske enhed i
Bibelen, også for ham førte til en begyndende adskillelse af historisk reference og bogstavelig
mening. Bibelens mening blev for Cocceius "frelseshistorien" og dermed en række historiske
hændelser, fremfor fortællingen selv.
I England rejste deismen en heftig kritik af muligheden af en Guds selvåbenbaring i historiske
hændelser og problematiserede endvidere sandsynligheden af mirakuløse hændelser
generelt, og de der berettes om i de bibelske skrifter, i særdeleshed. Kortlæggelsen af naturlove,
som sådanne mirakler ville stride imod, og betvivlelsen af evangeliernes pålidelighed som
historiske kilder førte til kritik af en bogstavelig læsning. For mange andre gjaldt det at forene
de bibelske fortællinger og principper med samtidens rationalitet og fornuft uden at svække
Bibelens autoritet. Hvis teksternes egentlige mening ikke var deres historiske reference, var
det mindre graverende at indrømme deres historiske upålidelighed. Heroverfor stod de, som
fortsat fastholdt skrifternes bogstavelige mening og deres historiske pålidelighed.
Mening som reference: Historisk kritik
Anthony Collins angreb i 1724 den almindelige antagelse om de gammeltestamentlige profetiers
opfyldelse i Jesus, sådan som Det nye Testamente fortolkede dem. De gammeltestamentlige
skrifter blev forfattet af almindelige mennesker, og disse kunne ikke have haft nogen intention
om at skrive om den langt senere Jesus. Tekstlæsningen skulle ikke foregå under særlige
betingelser, når de bibelske tekster blev læst: "...the interpretation of scripture must conform
to the rules for the meaningful use of language." (Eclipse, p. 83), og én af reglerne for
meningsfuld sprogbrug var for Collins, at en tekst kun havde én mening. Der kunne derfor
ikke være tale om flere meningslag i de gammeltestamentlige tekster i form af både en bogstavelig
og en typologisk mening, disse stod derimod som modsætninger. En typologisk læsning
stod på linie med en mytisk, allegorisk læsning; den bogstavelige læsning svarede til
historiske udsagn. Collin brød tillige den "naive" identifikation mellem bogstavelig mening
og historisk reference, men samlede dem igen "...by subsuming literal meaning under the dominance
of an independent criterion for deciding whether or not a statement is historical. A
proposition is literal if it describes and refers to a state of affairs known or assumed on independent
probable grounds to agree or disagree with the stated proposition." (Ibid., p. 76). Collins
indførte således et kriterium udenfor og uafhængigt af teksten, som skulle afgøre hvorvidt
teksten var historisk korrekt, og hvorvidt den skulle læses bogstaveligt. Hvor den bogstavelige
læsning før indbefattede, at de bibelske fortællinger var historiske per se, måtte de under
den nye sammenføjning først godtgøre sig som bogstavelige, nemlig ved at være verificerbare,
og derpå som historisk korrekte ud fra en kritisk verifikation.
Tekstens mening blev hos Collins på dobbelt vis adskilt fra teksten selv. På den ene side
var - med inspiration fra John Locke - "the meaning of a statement […] the spatiotemporal