Indholdsfortegnelse

120 Den realistiske fortælling
has always proceeded in two directions...On the one hand there has been the question of the
origin and, in some respects, the reliability of biblical writings. On the other there has been
inquiry into the proper ways of learning what abiding meaning or value these writings might
have." (Eclipse, p. 17). Disse to retninger udpeger Frei som den historiske kritik og hermeneutikken.
Den første identificerer reference og mening, den anden applikation og mening.
Frei beskriver på omfattende vis denne bevægelse væk fra en bogstavelig ("literal") læsning
af Bibelens realistiske fortællinger.
Realistisk læsning i det præmoderne
Luther og reformatorerne mente, at Bibelen udlagde sig selv, og at ordenes bogstavelige mening
var Bibelens sande mening, og Luther regnede "Skriften" for "klar og tilgængelig". Han
advarede mod en ren historisk eller ydre formal læsning af teksterne. Der måtte også udøves
en "intern" læsning, som tog højde ikke blot for ordene, men for Bibelens egentlige sag, Kristus.
Luthers fortolkningsprincipper udgjorde en klar forenkling i forhold til tidligere tiders
(firefoldige) læsninger. For reformatorerne var der i teksten et sammenfald af mening, reference
og applikation: "Thus a proper explication of the text is at the same time reference to its
subject matter and instruction in its religious application." (Eclipse, p. 23), men skulle de have
valgt mellem sag og ordlyd, ville de have hældt til tekstens sag, som det vigtigste. Den bogstavelige
mening og den historiske reference blev holdt for identiske i forbindelse med de
bibelske fortællinger som følge af deres fortællende form. Tilsvarende blev bogstavelig og
billedlig læsning ikke regnet som modsætninger, men som tilhørende og supplerende hinanden.
Der var således ingen modsætning i at læse Bibelen bogstaveligt og samtidig hævde at
hele Bibelen prædikede Kristus. Ortodokse og pietister fulgte reformatorerne i denne identifikation
af fortællingens bogstavelige mening og historiske reference; var teksten ikke oplagt
billedlig (lignelse f.eks.), og var det en fortælling, så var den også historisk.
Opgør med det præmoderne
Den første ansats til et brud med denne ligefremme bogstavelige læsning ser Frei hos B. de
Spinoza og J. Cocceius i det. 17. århundrede, hos hvilke der fremkommer en opsplitning mellem
mening og reference, henholdsvis den narrative fremstilling og tekstens mening. Skønt
Spinoza fortsat formodede og håbede på de bibelske fortællingers pålidelighed, tillod han en
opdeling, idet han skelnede mellem den bogstavelige mening og den historiske reference. Ligeledes
skelnede han mellem den bogstavelige mening og den egentlig "sag". De bibelske
teksters sag var religiøs, hvorfor det historiske kun havde sekundær betydning. Frei citerer
Spinozas Tractatus theologico-politicus: "The truth of a historical narrative, howewer assured,
cannot give us the knowledge nor consequently the love of God...knowledge of Him
should be derived from general ideas..." (Eclipse, p. 44). Cocceius bevægede sig, skønt rod-