Indholdsfortegnelse

118 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
tential benefits and risks of a theological procedure whose closest analogue is some form of
social science." (Ibid., p. 60).
Det er særligt i den vigtige (sene) artikel "The 'Literal Reading' of Biblical Narrative in the
Christian Tradition: Does It Stretch or Will It Break?" (1985), at den postliberale kontekst
bliver tydelig. Frei fremhæver her, at fremtiden for en "literal reading" er dens rodfæstethed,
ikke i en narrativ tradition eller en bestemt filosofisk teori, men i dens primære kontekst, det
religiøse fællesskab. Samtidig med at den bogstavelige læsning svarer til de bibelske skrifters
karakter, finder Frei at den er: "…not only case-specific but as such belongs first and foremost
into the context of a sociolingusitic community, that is, of the specific religion of which
it is part, rather than into a literary ambience." (Theology, pp. 143f.). Frei tilslutter sig i artiklen
Lindbecks tale om teologien som "intratextual" "cultural-linguistic approach", og kan beskrive
teologiens opgave som etnografens udforskning af en kultur, evt. sin egen kultur. Det
er hermed ikke længere nykritikkens autonome tekst, men det kristne fællesskabs, kirkens,
brug af teksten, som er Freis forskningsfelt. Dette afspejler sig i en ændret terminologi. Frei
taler nu ikke længere primært om "realistisc narrative", men i stedet om "literal reading" (Jvf.
ibid., p. 258, Hunsingers efterskrift), idet tekstens ene objektive mening synes opgivet til fordel
for menighedens ene "bogstavelige" læsning. Hunsinger aflæser dette forhold også i de
skrifter, som indgår i Types of Theology: "...he again stresses the sensus literalis as a communal
consensus rather than as a literary structure." (Ibid., p. 263). W.C. Placher fortolker i sin
indledningsartikel til Theology and Narrative udviklingen hos Frei, som en fastholden af
samme passion for det partikulære, snarere end "utroskab" overfor nykritikken (Ibid., p. 18).
Placher ser en gennemgående tråd gennem forfatterskabet, visse grundtanker, som hele tiden
har fulgt Frei. Dette er for det første, at en person eller en kultur altid er, hvad de er, i handling,
og ikke i kraft af en indre essens. For det andet, at der aldrig må lægges en udefrakommende
struktur eller metode ned over den tekst, hvis mening man som læser søger at gribe.
Der har gennem hele hans virke været et forsvar for det partikulære fremfor det generaliserende.
Frei har derimod metodisk bevæget sig og til enhver tid anvendt de forhåndenværende
teorier og filosofier, som kunne tale for hans sag eller svarede til den.
Freis udvikling forklares ikke blot som et samspil med sociologi, antropologi og de øvrige
postliberale, men desuden som resultatet af påvirkning fra dekonstruktivisme, fra Fish´ fortolkningsfællesskabsteori
og fra reader respons. Disse forskellige forklaringer afspejler, at
postliberalismen ikke er unik, men er en del af en større strømning ofte benævnt post- eller
senmodernisme. Postliberalismen som udtryk for en postmoderne kritik vil blive anvendt i
indeværende opgaves afsluttende "henblik". Den postliberale bevægelse er blevet kritiseret
blandt andet for sit problematisk uafklarede forhold til sandhedsspørgsmålet. A. E McGrath
rejser således i A Passion for Truth spørgsmålet, hvorfra den kirkelige fortolkningstradition
og dens sprog kommer, og hvorfra den henter sin autoritet (McGrath, pp. 149ff.). Placher rej-