Indholdsfortegnelse

116 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
denne. Han betegner nykritikken som en "forklædt kristen forståelse." (Ibid.), og som sådan er
den brugbar for teologien og eksegesen, men aldrig som en generel teori, indenfor hvilken
evangeliefortællingerne indplaceres som et eksemplar blandt andre. Freis egen modvilje mod
generaliserende teorier og hans åbenhed overfor sin egen tilgang som en blot mulig, og højst i
det konkrete enkelttilfælde gyldig, tilgang, kan ses som et modtræk mod den kritik, der rejses
af Poland m.fl.. Men dette træk vækker i stedet mistanke om en agnostisk relativisme. Vi kan
ikke vide, om en intratekstuel og dermed tillidsfuld læsning af denne tekst er den rette, men
det må bero på en efterfølgende trosantagelse eller afvisning, som ligger udenfor teoriens felt.
Dermed efterlades trosantagelsen i et formørket uudforske(lig)t felt.
Frei blandt de postliberale
Frei regnes som nævnt selv blandt de postliberale teologer, og da mange af disse havde deres
gang ved Yale universitetet, bærer tænkningen præg af stor indbyrdes inspiration, således at
det ikke altid står klart, hvem der først fik hvilke ideer, og hvem der straks medtog dem i en
artikel eller bog. Freis tænkning går dog i nogen grad forud for postliberalismen, og der kan
derfor skelens mellem en "tidlig" Frei påvirket af New Criticism og E. Auerbach, og en "sen
Frei" præget af halvfjerdsernes og tidlig-firsernes udvikling i sprogfilosofien (dekonstruktion
og reader respons), samt de øvrige postliberale (jvf. Placher, p. 351). Den postliberale Yaleskole
opnår fast kontur med George Lindbecks bog The Nature of Doctrine (1984), hvori termen
"postliberal" for første gang fremføres som et slagord. Lindbeck står som sagt i samspil
med en række andre teologer, så som R. F. Thiemann, St. Hauerwas og K. Tanner, men det er
særligt Lindbeck selv, som har påvirket (og som desuden selv er påvirket af) Frei (jvf. Theology,
p. 152, n. 36).
Den postliberale teologi er et opgør med den liberale teologi, der søger at tilpasse teologien
til samtidens krav. I stedet vil man se på teologien som et lukket system uafhængigt af andre
systemer, hvorfor sandhedsspørgsmålet nedtones, og den indre sammenhæng i teologien i
stedet bliver afgørende. Postliberalismen kan ses som en forlængelse ind i teologiens metodefelt
af nykritikken, som også ville se på teksten som et lukket hele og ikke på forholdene bag
teksten (forfatterintention m.v) eller foran den (emotionel reaktion hos læseren). Poland ser en
fælles "reorientation shared by neoorthodox theology and modern literary criticism: we see in
both a displacement of the locus of meaning and value from a place continuous with nature,
history, or human subjectivity to what is 'other', transcendent and distinct from them. Both are
attempts to relocate the sources of value and redemption in relation to a culture perceived to
be in crisis." (Poland(1985b), p. 464). Den postliberale teologi viderefører i forlængelse af
neoortodoksien tanken om det partikulære menings- og sandhedsbegreb, men her er fundamentet
ikke en åbenbaringstænkning, men en kritik af modernismens (og herunder liberalteologiens)
universalisme.