Indholdsfortegnelse

Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst 115
Men på trods af de klare forskelle deler nykritikken hermeneutikkens metodegeneralisering,
og det er her Freis kritik sætter ind: "For all its difference from hermenutical
theory, this outlook shares with it a belief in the possibility of valid, if not invariant, reading
and (despite itself) a sense of a common, humanistic world shared by the 'literary' work and
the reader." (Ibid., p. 125). Både hermeneutikken og nykritikken gør dermed den bibelske
fortælling til en "regional" instans af et universelt gyldigt fortolkningsmønster. Selvom nykritikken
er mindre ambitiøs og langt mere formal, er der dog alligevel tale om en generel teori.
De bibelske fortællinger indordens i en generel klasse og fortolkes ud fra de almindelige antagelser
om denne genre/klasse. Teorien har store svagheder: Frei kalder således tanken om
tekstens selveksistens, adskilt fra enhver konkret verden, for "kunstig". Desuden mener han,
at nykritikken er inkonsistent, idet de argumenterer for sandheden af deres egen holdning,
man kunne sige af deres egen "tekst", samtidig med at de afviser et almindeligt sandhedsbegreb
til fordel for en æstetisk sandhed i teksten. Frei finder det også kunstigt, i så høj grad
som nykritikken gør det, at benægte den gensidige påvirkning mellem fortolkning og tekstuel
mening (altså hermeneutik) og mellem læsning og tekstens tekstualitet (altså dekonstruktivisme).
Nykritikken står bag alle sine forskansninger til sidst tilbage med intet andet end en
ordret gentagelse af teksten!
Frei ønsker at holde fast ved en bogstavelig læsning af Bibelens realistiske fortællinger.
Nykritikken kan understøtte en sådan læsning, men udgør med dens generaliseringer samtidig
en alvorlig fare. Der er ofte blevet påpeget en lighed mellem teologi og nykritik, ud fra inkarnationstanken.
Teksten, som bærer dens mening og sandhed i sig selv, svarer til Guds inkarnation
i mennesket Jesus, det guddommelige Ord i legemlig skikkelse. Men nykritikken har
ikke holdt sig til at lade inkarnationstanken gælde teologisk og i dette ene tilfælde, men gjort
det til en generel teori for mening, litteratur og kultur. Inkarnationsbegerebet er, fra at være et
ad hoc forsøg på at formulere dette ene tilfælde, nu blevet et skema for generel mening. Det
særlige er blevet gjort til det almene, og nykritikken forstår således, ifølge Frei, både kultur,
tekstteori og mening inkarnatorisk. Resultatet bliver, at det oprindelige tilfælde, Guds Ord
inkarneret i Jesus Kristus, er blevet et eksemplar indenfor den generelle klasse af inkarnatoriske
fænomener. Men den bibelske fortælling (og inkarnationen i Jesus) holdes i kristendommen
for eksklusiv: "The linguistic, textual world is in this case not only the neccesary
basis for our orientation within the real world, according to the Christian claims about this
narrative, and this narrative alone; it is also sufficient for the purpose. This is hardly the sort
of claim which one would want to turn into one instance of a general class either in historical
theory or theory of the novel, even if it is an antitype to serve a host of imperfect, partial
types." (Ibid., p. 143).
Det er derfor kun med en række forbehold, at Frei kan tilslutte sig nykritikken, samtidig
med at han naturligvis ikke kan skjule de tydelige fællestræk mellem hans egen tænkning og