Indholdsfortegnelse

114 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
477). Neoortodoksien (og med den Frei) passer som hånd i handske til nykritikkens intratekstuelle
læsninger.
Frei selv behandler i artiklen "The 'Literal Reading' of Biblical Narrative in the Christian
Tradition" nykritikken specifikt og her forholdsvis kritisk. Hvor det i hermeneutikken gælder
at fortolke en teksts mening som et objekt for læserens forståelse, går nykritikken bort fra
termen "fortolkning" og taler i stedet om "kritik" for at understrege, at der ønskes en "ikkeskabende"
læsning, der afdækker tekstens mening fremfor selv at skabe mening. Da nykritikken
tillige afviser forfatterintentionen som meningsbestemmende, har den således villet afvise
såvel en intentional som en affektiv fejlslutning. Dermed får teksten, hvad Frei betegner som,
en uforanderlig, sakrosan status. Den bliver en "self-enclosed imagistic world" (Theology, p.
124). Senere i artiklen (Ibid., pp. 139f.) beskrives et teoriudkast angående den indbyrdes forbindelse
mellem realistisk fortælling og historisk fakta, som i mangt og meget synes at være
Freis eget synspunkt, og først i en efterfølgende note (ibid., p. 140, note 28) nævnes E. Auerbach
som en repræsentant for dette synspunkt. E. Auerbach har haft betydelig indflydelse på
Frei, som dog på dette punkt forholder sig kritisk til denne. Frei betegner dette udkast som
mindre "highpowered", som en mindre ambitiøs type af generaliserende teoretisering. Det
hedder her, at evangeliefortællingerne og dele af Det gamle Testamente er "realistiske", men
at spørgsmålet om hvorvidt de fremsætter faktuelle eller andre sandhedskrav, ikke er del af
den hermeneutiske undersøgelse. Mening er distinkt fra sandhed. Faktualitet og mening er to
forskellige spørgsmål.
Mens "sandhed" og adgangen til denne i denne teori står uafklaret, gøres "mening" derimod
til en generel klasse eller type. "One appeals first to a qualitatively distinct genus of text
(and meaning) called 'literary' and then argues both historically and in principle that within it
there is a species called 'realistic narrative' that is quite distinct from, say, romance or heroic
epic. To this species then, biblical narrative is said to belong; indeed it is often said to be its
original and paradigm." (Theology, p. 140). Det følger altså heraf, at også den bibelske fortælling
bliver et element i en større gruppe. Frei ser en tydelig lighed mellem denne tænkning
hos Auerbach m.fl. og nykritikken. Teksten ses som en normativ "menings-verden" for sig
selv. Uafhængigt af forfatterintention, reference og læserreception, står den med sin egen
(selvindlysende) autoritet. "The reader’s 'interpretation' can and indeed has to be, minimal,
reiterative, and formal, so that the very term 'interpretation' is already misleadingly highpowered."
(Ibid.). "Kritik" er en bedre betegnelse, fordi den efterlader teksten mere uberørt og
henviser sig selv til at være en andenordens analyse af tekstens litterære korpus. Denne tilgangsvinkel
er mindre "ambitiøs" end den hermeneutiske teori, fordi den begrænser sig til
mening som distinkt fra sandhed; og fordi de formale træk ved den realistiske fortælling, som
generaliseres, som oftest er implicitte og ikke hentet udefra, hvorfor de desuden må fremvises
ved tekstuelle eksempler fremfor at fremsættes som abstrakte størrelser.