Indholdsfortegnelse

Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst 113
I artikelen "The New Criticism, Neoorthodoxy, and the New Testament" (Poland (1985b))
påpeger L. M. Poland, hvordan Frei står i traditionen fra nykritikken. Skønt nykritikken regnes
som et overstået kapitel, mener Poland dog, at den kan ses som en paradigmatisk instans
for moderne litteraturkritk generelt. For i nykritikken udtrykkes antagelser, som har været
grundlæggende i den litterære kritik siden romantikken, og som stadig præger den nyeste kritik.
Samtidig er det Polands sigte med artiklen at vise, hvorledes nykritikken og neoortodoksien
i høj grad svarer til hinanden - ikke mindst grundet deres samtidige opståen. Deres ligheder
viser således, at ingen af dem er kontekstuafhængige, men at de selv er bestemt af deres tid.
For teologer i en Bultmannsk tradition er det særligt nykritikkens vægtlægning på digtet som
metafor eller paradoks, som en hændelse der vender rundt på vores ordinære forståelse, der
vækker tilslutning. For teologer i en Barthiansk tradition er det derimod tanken om den tekstuelle
menings autonomi og objektivitet i de større enheder af fortællinger. Svarende til
Barths modstand mod naturlig teologi og apologetik afviser nykritikken en kritik grundet
udenfor teksten selv. Frei hører til den barthiansk inspirerede tradition og fastholder en streng
nykritisk formalisme i forhold til metoder og fortolkning, og hele Ecclipse er ét langt angreb
på en lang række af forsøg på en ydre kritik.
Når fortolkningsarbejdet således bliver et rent indretekstligt, bliver den hermeneutiske cirkel,
hvad man kunne kalde for, en "indskreven cirkel" i teksten. Læseren bevæger sig således
ikke til teksten eller videre fra teksten, men bevæger sig frem i sin forståelse "inde i" teksten.
Hvor den metaforiske tekst (hos f.eks. Ricoeur) desorienterer (sætter i "semantisk choktilstand"),
orienterer fortællingen, idet den skaber retning for læserens forståelse. Forholdet mellem
teksten og læserens egen verden står derimod som oftest utematiseret, og det kan synes
som om problemet, snarere end at være løst, blot er fortiet. Poland skriver: "Like the New
Critics, Frei tacitly defines the literary work as an autonomous, self-sufficient, non-referential
organism; its meaning is located 'in' the work itself." (Poland (1985a), p. 132). I nykritikken
forblev det uklart, hvordan litteratur kan formidle sandhed eller yde kundskab, og nykritikkens
vægtlægning på værkets diskontinuitet med den samlede menneskelige erfaring og værdier
uden for det selv gjorde det vanskeligt at beskrive, hvorledes litteratur faktisk udvider og
transformerer læserens erkendelse.
Poland anklager Frei for at ignorere den fælles historiske kontekst for nykritikken og neoortodoksien,
og med det også nykritikkens og hans egen metodes historiske betingethed. Heller
ikke Freis meget formale metode er, efter Polands mening, værdineutral eller "eviggyldig",
men udtryk for et karakteristisk træk fra en bestemt periode af det 20 århundrede, opgøret
med positivismen og menneskets evne til at mestre verden. Når nykritikkens tekstteori og
metoder alligevel har vist sig frugtbare i teologien skyldes dette, ifølge Poland, netop dette
samsvar mellem den og neoortodoksien: "[T]hey articulate in terms of literary form several of
the assumptions and the sensibility of a particular theological family." (Poland (1985b), p.